Harald Selmer
Harald Selmer er fra 1840 og fremefter en flittig leverandør af artikler til henholdsvis Bibliothek for Læger og Ugeskrift for Læger. Bibliothek for Læger er det ældste af de to, ja faktisk kan det bryste sig af at være verdens ældste. Det udkommer første gang i 1809.
Senere følger Ugeskrift for Læger fra 1839, og derefter udkommer de to tidsskrifter sideløbende til i dag.
Selmer bliver selv en vægtig bidragyder til “Bibliothek for Læger”, da han indtræder som redaktør i 1846. Derudover skriver han til andre magasiner og tidsskrifter samt udgiver publikationer, bl.a. på C. A. Reitzels Forlag.
Selmers første offentliggjorte artikel har titlen: ”Et tilfælde af organisk Feil i Hjernen”. Den bringes i Ugeskrift for Læger den 22. august 1840. Selmer er på daværende tidspunkt kandidat på Skt. Hans Hospital.
Emnet for artiklen er en 58-årig kvindelig patient, som bl.a. lider af hukommelsessvigt, angst, uro og kramper. Endvidere sker der en gradvis nedbrydning af hendes sprog, hun får problemer med at huske sine børns navne – endda sit eget.
Selmer gennemgår resultaterne af obduktionen ved den kvindelige patients død. Han beskriver i artiklen betændelsestilstande, forkalkning mm. i kvindens hjerne. Disse fund leder i omvendt perspektiv til en større forståelse af årsagen til enkeltstående anfald og i det hele taget den fremadskridende forværring af kvindens tilstand, afsluttende med hendes død i juli 1839.
Efter denne begyndelse publicerer Selmer i alt omkring 59 artikler, debatindlæg og bøger i sin ca. 40-årige aktive karriere.
Omtrent 40 af disse omhandler psykiatrifaglige emner, mens de øvrige beskæftiger sig med diverse somatiske emner.
Af disse kan her nævnes et indlæg om rakitis – altså engelsk syge – i Ugeskrift for Læger 1843. Sygdommen skyldes bl.a. mangel på D-vitamin, som dannes i kroppen ved påvirkning af sollys. Den var en fast følgesvend til industrialisering og urbanisering i 1800-tallet.
I dag er sygdommen igen et debatemne som følge af islamiske indvandrerkvinders mangel på D-vitamin på grund af tildækning af krop og ansigt.
I Ugeskrift for Læger, 1845 bidrager Selmer med endnu en artikel om organiske lidelser. Den hedder: ”En monströs Overextremitet” og beskriver et stærkt misdannet spædbarn. Selmer foretager en grundig undersøgelse af barnet, da det dør, 14 dage gammelt, og delagtiggør os i sine iagttagelser.
Udsnit af side 19 i Selmers skrift fra 1841:
”Om Psychiatriens Tilstand i Danmark
med særligt Hensyn til St. Hans Hospital
paa Bidstrupgaard”.”… Derimod skal jeg
tillade mig nogle Bemærkninger om hans
Stilling ligeoverfor Hospitalet og Patienterne.
Dr. Göricke er ustridigt en særdeles
ordentlig og akkurat embedsmand, og
meget samvittighedsfuld i, ved enhver
Lejlighed at haandthæve Patienternes
Rettigheder, og paasee Stiftelsens Tarv,
for saa vidtsom hans personlige
Virksomhed i den mekaniske Gang
af den engang indførte Tingenes Orden
formaaer at bidrage dertil. Saaledes
fortjener den Omhu, hvormed
Bespiisningen og lignende Gjenstande
kontrolleres, al Paaskjønnelse, og
den Orden og Reenlighed, som
overholdes i Hospitalet er vistnok
endog mønsterværdig;
men han savner den Dygtighed og
Aandselasticitet, den indenfra udgaaende
Driftighed og skabende Kraft, som ikke
kan lade sig nøje med, maskinmæssigt
at dreje sig i den Kreds, der nu engang
er den betegnede (er overskrevet
med et -t?) …”
I 1841 debuterer Harald Selmer som revser og debattør af behandlingen af sindssyge i Danmark. Det sker med publikationen: ”Om Psychiatriens Tilstand i Danmark med særligt Hensyn til St. Hans Hospital paa Bidstrupgaard”. Skriftet udgives på C. A. Reitzels Forlag i 1841 og er på 86 sider plus bilag.
Bilagene består af artikler, som følger op på Selmers kritik af den Bidstrupgårdske stiftelse – og i særdeleshed Dr. Görickes ledelse af anstalten.
Om baggrunden for at udgive artiklen som et selvstændigt skrift forklarer Selmer:
”... Jeg fandt imidlertid Bibliothekets Redaktion (Bibliothek for Læger, red.) utilbøjelig til at optage mit Arbejde, hvori man mindre vilde see en videnskabelig end en polemisk Tendents, der burde være dette Tidsskrift fremmed. Hvorvel det nu neppe vilde være vanskeligt at finde Polemik i Biblio-theket, har jeg naturligviis Intet at beklage mig over, da Bibliotheket jo ikke er pligtigt at optage hvad der mishager det …”.
Redaktionen er altså utilbøjelig til at publicere, hvad den ser som stærke personlige udfald mod Göricke – en højt estimeret skikkelse i den medicinske verden –
Selmer vil ikke underkaste sig, hvad han opfatter som censur og vælger derefter selv at forestå udgivelsen.
Allerede i dette skrift bidrager Selmer til debatten om opførelsen af en ny stor anstalt for sindssyge i Jylland:
”… Kunde man f. Ex tænke sig, at de tre jydske Daarekister bleve aldeles nedlagte, saa turde vel deres pekuniære Kræfter levere ikke ubetydelige Bidrag til Anlæggelsen af eet større Galehospital for Nørrejylland …” (s. 6-7).
Selmer er her fortaler for helt at afvikle de mindre, lokale anstalter til fordel for større.
Videre i skriftet påpeger Selmer det strukturelle problem, at Bidstrupgård hører hjemme under Københavns Fattigvæsen, som savner den rette forståelse for sindssygeplejens specielle behov. Bidstrupgård er et ”stedbarn” i fattigvæsenets kontekst. Først og sidst går Selmer dog i rette med Dr. Göricke – denne beskrives som et venligt, kultiveret og omhyggeligt menneske – men: ”… Han savner den Dygtighed og Aandselasticitet, den indenfra udgaaende Driftighed og skabende Kraft …” (s. 19).
Senere kritiserer Selmer:
”… Dr. Gørickes Mangel paa Fasthed og Tilbøjelighed til at lade Alting gå sin skjæve Gang …” (s. 27).
I de kommende år følger en lind strøm af vægtige indlæg i den danske psykiatridebat. Hovedværket er og bliver: ”Almindelige Grundsætninger for Daarevæsenets Indretning. Som fast Resultat af Videnskab og Erfaring fremstillet for det større Publicum”, som udkommer i 1846.
Her samler Selmer hele argumentationskæden for, hvordan den moderne anstalt bør indrettes.
Indledningsvis karakteriserer han den hidtidige behandling af sindssyge på denne måde:
“... Kort sagt: de Afsindiges Vel har hidtil kun været en Biting for vort Daarevæsen, dets Hovedformaal derimod at bidrage til de Ikkeafsindiges Tarv, ved at gjøre det muligt at skaffe hine til Side uden altfor store eller idetmindste altfor iøjnefaldende Opoffrelser …” (s. 5-6).
“… og det saa meget mere, som Afsindigheden ret egentlig er en sygelig Frugt af den samme Civilisation, der tjener Staten til Grundvold, saa at disse Ulykkelige kunne betragtes som Offere for den Samfundsorden, der efterat have udviklet Betingelserne for deres Undergang fjerner dem saavidt muligt fra sig og overlader dem til deres egen Skjebne …” (s. 12).
Fra og med denne udgivelse er kursen sat direkte mod lederskabet af den nye helbredelsesanstalt for sindssyge i Risskov – foruden lederskabet i moderniseringen af Danmarks anstaltsvæsen i årene, der følger.
Efter Harald Selmers ansættelse som overlæge på Jydske Asyl tørrer pen og blæk dog noget ud. Som det fremgår af publikationslisten, bliver bidragene til debatten færre – fra jubelårene 1846-1848 med i alt 18 indlæg og udgivelser – til kun et enkelt i årene 1853 til 1860. Derefter er der kun dråbevise livstegn fra Selmer i debatten i de efterfølgende år.
Harald Selmers svanesang bliver “Statistiske Meddelelser og Undersøgelser fra Sindssygeanstalten ved Aarhus i dens første 25 Aar” (1852-1877).
Bogen udkommer i 1879, året for Selmers død.