Stikordsregister

Kirkegården ved Jydske Asyl

– Betragtinger over æstetik, stoflighed og forfald

Om restaurering og rapporten om Kirkegården ved Psykiatrisk Hospital i Århus  -  Kirkegårdsrapporten online

Tim Flohr Sørensen, Ph.d.-stipendiat, Afdeling for Forhistorisk Arkæologi

Det følgende er et uddrag fra en artikel af Tim Flohr Sørensen.

“… Normalt får kirkegårde i Danmark ikke lov at forfalde. Enten bliver gravstederne plejet og passet af pårørende til den begravede eller af graverpersonalet på kirkegården, eller også er de vedvarende i brug, så et hjemfaldent gravsted bliver sløjfet og genstand for en ny begravelse. Ligeledes værnes der om kirkegårdenes helhedspræg, så de fremstår som rum for sorgbearbejdelse, fordybelse og meditativ eftertænksomhed eller som grønne, kulturhistoriske parker. Ikke desto mindre sker det, at kirkegårde går i forfald, og man kan spørge sig selv, hvordan det kan være, at det får lov at ske, og hvad dette forfald fortæller om et samfund og dets syn på døden og de døde …”

“… Umiddelbart efter Jydske Asyls oprettelse foregik begravelser af patienter på Vejlby kirkegård, men det viste sig hurtigt, at pladsen blev for trang inden for de daværende rammer af den lille landsbykirkegård. Hospitalet drøftede med menighedsrådet i Vejlby sogn, hvorvidt man kunne udvide Vejlby kirkegård med en særlig afdeling til asylets patienter, men det afviste menighedsrådet. I stedet blev det i 1853 besluttet at oprette en kirkegård på en grund ved hospitalet, hvor man for fremtiden kunne begrave afdøde patienter.

Kirkegården blev indviet den 20. november 1857. Behovet for en selvstændig gravplads var i mellemtiden blevet endnu mere presserende, da man i 1856 besluttede at udvide Jydske Asyl fra 130 til 400 pladser i forbindelse med nedlæggelsen af dårekisterne ved Vor Frue kirke, som blev afviklet frem til 1862. Fra 1861 blev Jydske Asyl ydermere pålagt at modtage uhelbredeligt og kronisk syge, hvilket også resulterede i, at flere patienter endte deres dage på hospitalet …”

Nedlæggelse og forfald

“… I dag fremtræder anlægget ganske anderledes, end det gjorde ved sin etablering og i de første hundrede år derefter. Kirkegården rummer forskellige epokers stilarter og ombygninger, men vidner samtidig om flere former for og grader af henfald. Den sidste begravelse fandt sted i 1962 og var begravelse nummer 2148 siden kirkegårdens indvielse i 1854. Gradvist var behovet for en gravplads blevet mindre, da nye behandlingsstrategier og indførelsen af psykofarmaka og distriktspsykiatri betød at færre patienter døde på hospitalet. Efter kirkegårdens nedlæggelse var der ikke længere et umiddelbart behov for en fortløbende pasning af anlægget. Ligeledes gik kapellet ud af drift og blevet revet ned omkring 1970, da man besluttede at lave en vendeplads på dets beliggenhed. Denne vendeplads har efter sigende været ganske overflødig, da den stort set aldrig er blevet brugt …”

“… På kirkegården ved Jydske Asyl ser man også, hvordan nogle gravsten er sunket og har sat sig i takt med gravens sammenstyrtning, ligesom de lave fordybninger i græstæppet, der sætter et vis præg på den østligste del af kirkegården, vidner om gravens forgængelighed. Dette fænomen er et, man sjældent møder på almindelige, velplejede og ‘levende’ kirkegårde, hvor hen- og hjemfaldne gravsteder snart bliver genbrugt, eller hvor man søger at sløre kistens underjordiske kollaps. Gravpladser udgør på samme tid og sted et helt basalt krydsfelt af fortid og nutid og af distance og nærvær til det døde. I dette ligger der en iboende bevidsthed om kroppens stoflighed, som er karakteriseret ved henfaldet og den endelige opløsning. På denne måde er gravpladser til for de levende, for det er igennem gravpladser, vi på en materiel måde formår at håndtere de døde og dermed også bevidstheden om vores egen forgængelighed. Derfor er en egentlig restaurering til en originaltilstand eller en plastisk, kulturhistorisk præservering af kirkegården heller ikke at foretrække. Det organiske og gradvise henfald, anlæggets forvandling fra gravplads til mindelund, er en langt mere historisk interessant og æstetisk og materielt harmonisk løsning. Det er derfor glædeligt, at kræfter på Museet, Psykiatrisk Hospital arbejder for at bevare kirkegården; ikke bare for at præservere et kulturhistorisk haveanlæg, men for at danne rammen om et fortsat levende mindested for de døde og for at iscenesætte den særlige stoflighed, som det døde kan antage i vores samfund ...”

Om restaurering og rapporten om Kirkegården vd Psykiatrisk Hospital

Kirkegården ved Jydske Asyl blev indviet den 20. november, 1857, fem år efter Asylets åbning. Den var i brug til 1962.

Allerede i forbindelse med anstaltens første større udvidelse i 1861, grundet pladsmangel, måtte overlæge Harald Selmer fravige sine moderne idealer om kun at optage helbredelige patienter. Dårekistelemmer, syfilitikere og andre patienter med dårlige prognoser optoges nu også i Selmers mønsteranstalt, og udviklingen gik hermed for alvor mod langtidsindlæggelser, ofte af livslang varighed, hvor den naturlige afslutning var død og begravelse.

Vi taler om en epoke med en, om muligt, endnu større grad af stigmatisering og afstandtagen til den psykisk syge i familie og nærsamfund, end den vi selv i nyere tid har måttet kæmpe med, så anstalten begravede ofte sine egne. Desuden blev såvel patienter som personale i de første mange år gennem et langt anstaltsliv så nært forbundet med det miljø, som var deres på godt og ondt, at hjemsognet ofte blegnede i betydning, og den gensidige tilknytning svandt bort.

Ligesom Jydske Asyl i livet var selvforsynende med landbrugsprodukter, dyrket af patienter og personale som en del af den opdragende, meningsfyldte beskæftigelse, foreskrevet og tilmålt af Harald Selmer, sådan var man også selvforsynende med Guds ord i kirken, mellemspillet i kapellet samt den afmålte sidste lille jordlod.

Rapporten dokumenterer pensioneret psykiater og tidligere leder af Museet, Psykiatrisk Hospital, Johannes Nielsens initiativ – og i næsten bogstavelig forstand græsrodsarbejde – med det formål at iværksætte en omfattende restaurering af kirkegårdens gravsten samt tiltag til en genopretning af kirkegårdsanlægget, som gennem en længere årrække har været negligeret og i forfald. Til dette arbejde har Johannes Nielsen haft stor praktisk bistand af Museets værkstedsmedarbejder, Jørgen Nielsen m.fl. Vi stifter også, bl.a. gennem uddrag af journaler, bekendtskab med en række af de liv og skæbner, som har fundet deres afslutning på Jydske Asyl.

Rapporten argumenterer for Kirkegården som en mindelund til glæde for de levende, med den landskabelige skønhed, som det gamle hospital og dets omgivelser i øvrigt er så rigt på.

Her kan man finde ro og eftertanke – omgivet af det omfangsrige og farverige persongalleri af ansatte og patienter, som her har fundet et sidste hvilested, for patientens vedkommende ligesom med soldaten på krigskirkegården, ofte ensomt og i glemsel, langt fra hjem og familie.

Kirkegården er, ligesom Hospitalsparken og de smukke gamle bygninger et naturligt anliggende for Museet, når det drejer sig om bevaring af områdets kulturelle og æstetiske værdier.

Kirkegårdsrapporten online

Kirkegårdsrapporten er udsolgt i den trykte udgave, men findes nu i en onlineversion (.pdf 7,7 mb).  Der er  enkelte rettelser og tilføjelser, der kan ses her.