Stikordsregister

Konference i Prag 2009

Om Museet - ”Connecting the European Mind”

Morskabsbiblioteket på Museet
med portræt af Harald Selmer
mellem bogskabene

Konference i Prag

Det første arrangement i samarbejdet mellem museerne bliver en konference i Prag i slutningen af oktober 2009. Det er den 2 internationale konference for psykiatrihistoriske museer og samlinger af outsiderkunst. Den første blev afholdt i Göppingen, Tyskland i 2007. Anledningen var dengang udgivelsen af et værk om alle europæiske samlinger inden for området. Konferencen har denne gang det psykiatrihistoriske museum på den gamle sindssygeanstalt, Bohnice Hospitalet i Prag, som vært og arrangør. Vi forventer, at 20-40 europæiske samlinger og museer vil deltage.

En aktuel debat

Alle partnere i projektet: ”Connecting the European Mind” er oplægsholdere på konferencen, og Mia Lejsted og Eddie Danielsen her fra Museet bidrager med et oplæg med arbejdstitlen: ”Sindssygens æstetik og skønhedens betydning“: På baggrund af kunstnerens beskrivelse af sin omverden i midten af 1800-tallet, hvor sindssygebehandlingen i Danmark for alvor skifter karakter, vil vi behandle kunsten, arkitekturen, æstetikken og de fysiske omgivelsers betydning for heling – i Asylets ramme såvel som i den moderne institution. I dansk og europæisk sammenhæng er det en både relevant og aktuel debat. Som tidligere nævnt var den implicit i lægen Harald Selmer og arkitekten Bindesbölls udformning af Asylet i Risskov og deres bidrag til udformningen af anstalten i Oringe ved Vordingborg og Kurhuset ved Skt. Hans, som alle slår dørene op i løbet af 1850’erne. Tilsammen repræsenterer de en helt ny epoke i dansk psykiatri.