Stikordsregister

Kunst skabt af psykiatriske patienter

Uanset om et kunstværk er skabt med æstetikken eller brugsværdien som formål, bliver et kunstværk altid defineret, ikke kun af færdighederne anvendt i frembringelsen af det, men i lige så høj grad af kunstneren, eller kunsthåndværkerens, sindstilstand. Uanset om det drejer sig om musik, litteratur eller billedkunst er det kunstnerens sind, eller sjæl, der sender impulsen til hans eller hendes hånd, holdende pen eller pensel, om hvad manuskriptet eller lærredet skal tilføres.

Omvendt må vi formode, at uanset hvad der måtte tynge den læsende eller museumsgæsten, vil det påvirke hendes eller hans måde at aflæse et kunstværk på. Er det kun skønhed, som findes i den beskuendes øje? Kan vi ikke lige så vel forvente melankoli eller hallucinationer?

Sammenhængen mellem psykisk sygdom og kunst er blevet studeret af såvel medicinsk som ikke-medicinsk forskning, og som kunsthistoriker kan man gøre sig overvejelser over denne sammenhæng i sit professionelle arbejde. Museet, Psykiatrisk Hospital rummer mere end 8.000 værker, skabt af knapt 90 psykiatriske patienter i løbet af forrige århundrede. De fleste værker er malerier, nogle er skulpturer. Gennem dette arbejde og overvejelser er vi nået frem til, hvad vi anser for at være en velbegrundet opfattelse af sammenhængen mellem kunstnerisk skaben og psykisk sygdom. For lægevidenskaben er forestillingen om, at denne sammenhæng kan danne grundlag for psykiatriske diagnoser af særlig interesse. Som tidligere anført, kan denne tankeforbindelse anskues på to måder: enten i patientens udformning af kunstværket, eller i patientens fortolkning af kunstværket i beskuerens rolle.

Den mest velkendte anvendelse af den sidstnævnte forestilling er nok den test, som blev skabt af Hermann Rohrschach i 1921. Forsøgspersonen bliver bedt om at formulere sin oplevelse af ti blækklatter (læs som “kunst” i denne kontekst). Efterfølgende bliver disse indtryk anvendt til at beskrive vedkommendes karaktertræk eller til diagnosticering; imidlertid er testen ikke standardiseret, og den bliver af mange fagfolk anset for ikke at være specielt pålidelig.

Vores antagelse er, at resultatet ikke ville blive mere pålideligt eller troværdigt, hvis blækklatten blev erstattet af et maleri, en skulptur eller et andet kunstnerisk udtryk. Den omvendte udmøntning af denne forestilling er, at materialet, temaet eller måden at udføre et givet kunstværk på kan tages til indtægt for en given psykisk sygdom. En skizofren patient skulle således udtrykke sig kunstnerisk på en måde, som adskilte sig væsentligt fra en manisk eller depressiv patients frembringelser, og det givne maleri, eller skulpturen, skulle derfor kunne danne grundlag for en diagnose af skizofreni eller maniodepressiv psykose. Vi har haft lejlighed til at se et meget stort antal malerier og skulpturer, skabt af patienter med disse sygdomme, og vi er overbevist om, at denne ide, i hvert fald i et moderne psykiatrisk hospitals regi, er uholdbar. Der synes ikke at være karakteristika i hverken maleri eller skulptur, som begrunder, at en læge tildeler kunstneren en psykiatrisk diagnose. Visse forudsætninger for tanken er imidlertid til stede.  

Den første er, at vores iagttagelser er gyldige for den gennemsnitlige psykiatriske patient som kunstner. Det er ikke vores projekt at påstå, at der ikke findes billedelementer, der antyder hallucinationer i værker, skabt af psykiatriske patienter, eller at et værk, skabt af en depressiv patient, ikke kan fremstå gennemsyret af melankoli; imidlertid er det vores erfaring, at billedkunst af sådan en karakter mere er undtagelsen end reglen.

Den anden er, at et kunstværk utvivlsomt vil afspejle en given kunstners oplevelser, uanset om disse er en følge af sygdommen. På denne måde kan delelementer af den individuelle sygehistorie give sig til kende i det enkelte værk, uden at de af den årsag er af en karakter, som kan danne grundlag for en diagnose.

Den tredje er, at psykiatrien og de psykiatriske hospitaler har ændret sig grundlæggende i løbet af de sidste 50 år. Forbedringer af behandlingen, eksempelvis ibrugtagningen af mere effektiv antipsykotisk medicin og overgangen fra langtidsindlæggelser til integration i det omgivende samfund og socialpsykiatri, har formodentlig bidraget til at mindske effekten af psykotiske tilstande på de kunstneriske udtryk. Det, at vi ikke er i stand til at eftervise en sådan indflydelse, kan være en effekt af de nævnte fremskridt inden for den psykiatriske behandling.

Den fjerde er, at bipolær sygdom, i særdeleshed, påvirker det kunstneriske udtryk. Perioder med voldsom kunstnerisk aktivitet kan tilskrives hypomani, og dyb depression følges næsten uvægerligt af personens manglende evne til at udtrykke sig kreativt. Manglende evne til at arbejde kan også være en følge af behandling af hypomani, hvilket kunstnere derfor til tider har mod- sat sig. Sammenlignet med psykisk raske individer har patienter med diverse psykiatriske diagnoser en tilbøjelighed til at være mere spontane, at have en mindre akademisk tilgang til maleri eller skulptur, og de synes at være mindre bekymrede om andres mening.

Et vigtigt aspekt at tage i betragtning er antipsykotisk medicinsk behandling, som har en vekselvirkning med kreati- vitet på mere end en måde. Overmedicinering kan gøre patienten ude af stand til at male, men, som allerede nævnt, kan velbegrundet behandling af hypomani også hæmme den kunstneriske impuls. Omvendt kan farmakologisk frigørelse fra angst og uhyggelige hallucinationer gøre patien- ten i stand til at genvinde evnen til at være kreativ. Derudover har vi bemærket, at muligheden for at skabe kunst kan nedsætte behovet for medicinsk behandling. Således eksisterer der en kompliceret balance mellem den rette medicinske behandling og kunstnerisk aktivitet.

Selvom ikke alle er lige talentfulde, skaber mange af patienterne på vores institution arbejder af stor intensitet og originalitet. Jean Dubuffet (1901-85) formulerede betegnelsen Art Brut til at beskrive uspoleret kunst, skabt af børn, indfødte og psykisk syge. Han var en ledende skikelse i CoBrA- (Copenhagen, Brussels, Amsterdam) gruppen, bestående af ekspressionistiske malere, som gennem deres arbejde i slutningen af 1940’erne efterstræbte det kunstneriske udtryk i Art Brut, som de fandt mere autentisk og tættere på det underbevidste end konventionel kunst. I vores permanente udstilling, såvel som i vores særudstillinger, tilbyder vi den besøgende at se og reflektere over kvaliteten og dybden i den viste kunst. Lige så væsentligt arbejder vi for forståelsen uden for hospitalets rammer af det enkelte menneske i det psykiatriske behandlingssystem og nedbrydelse af de fordomme, som eksisterer omkring det.