Museet Psykiatrisk Hospital i Århus
The Museum at the Psychiatric Hospital in Århus

Interesse for kunstneriske frembringelser af personer med psykiske lidelser opstod i begyndelsen af 1800-tallet med Philipe Pinels beskrivelse i 1806 af psykiatriske patienter, der skrev digte og malede.

I 1812 berettede Benjamin Rush om psykisk syge med talent for poesi, musik og det at male billeder, men først efter at den franske læge Max Simon i 1876 havde fremhævet den diagnostiske værdi af analysen af tegninger, malerier og skriftlige arbejder af psykisk syge, kom der som anført af Reisby (1972) skred i interessen for sådanne kunstfrembringelser.

Den tyske psykiater Prinzhorns arbejde „Bildnerei der Geistes Krankheiten“ fra 1921 er et af de meget væsentlige arbejder om billeder malet af psykisk syge mennesker.

Prinzhorns værk fra 1921 blev en slags bibel i visse surrealistiske kredse, efter at maleren Max Ernst havde indført værket i kunstnerkredse i Paris i 1922; André Breton skrev en artikel om de skizofrenes kunst – nøglen til frihed.

Den nulevende surrealistiske maler Dubuffet har siden 1945 samlet på, hvad han kalder l’Art Brut – den oprindelige kunst. Det drejer sig væsentligst om kunstværker frembragt af psykisk syge og i det hele taget af personer, der opholder sig i institutioner, men også kunst af ukendte kunstnere, der intet har gjort for at blive kendte og aldrig er blevet det. Under Dubuffets ledelse blev Selskabet for l’Art Brut grundlagt i Paris i 1948. Selskabet har udgivet en række bøger om l’art brut, og samlingen, der er den største og bedste af sin art i Verden, findes nu i Schweiz.

Jeg er modstander af at diskutere, analysere og rubricere kunst lavet af psykisk syge personer i forskellige grupper: skizofren kunst, maniodepressiv kunst osv., men i en redegørelse som den foreliggende forventes det nok, at der skrives noget om såkaldt skizofren kunst.

Plokker (1964) har inddelt den skizofrene kunst i tre hovedgrupper: de såkaldte kradserier, de dekorative plancher og de mere komplicerede billedprodukter. Denne opdeling er imidlertid efter min mening meget artificiel og alt for skematisk, men jeg kan kort nævne, at de såkaldte dekorative plancher er beslægtede med folkloristisk kunst og glasmalerier. Geometriske former, slyngende bånd og former samt bølger og spiraler i gentaget rytme er karakteristisk. Organiske former af enhver art findes ofte brudstykkevis, og tal og bogstaver ses også ofte anvendt til at fylde fladen helt ud til kanten af papiret på baggrund af en vis frygt for tomme flader, den såkaldte horror vacui.

 

„Die Asta“, stumfilmstjernen Asta Nielsen. Portræt udført af Kirsten Kjær, 1952. Privateje, udstillet på Kirsten Kjærs Museum. Kirsten Kjær (f. 1893), et gnistrende farverigt temperament og en fremragende portrætmaler indledte først sin karriere i en alder af 32. Hun var efter en vanskelig opvækst indlagt på Kommunehospitalet i København med depressioner og lavt selvværd. Daværende overlæge, professor Helweg, opfordrede hende stærkt til at forsøge sig med maleriet som selvterapi. Kirsten Kjær viste sig fra første færd at være usædvanlig talentfuld og blev kendt langt uden for landets grænser, bl.a. i Amerika, hvor hun levede i en årrække. I den danske kunstverden placerer Kirsten Kjær sig mellem „jyderne“, Jens Søndergård, Niels Bjerre og Axel P. Jensen. Hvor de tager sig af landskabet, tager Kirsten Kjær sig af portrættet. Kirsten Kjær døde i 1985

 Et billede er naturligvis ikke i sig selv udtryk for en psykotisk virkelighedsopfattelse, men man kan undertiden se, at kunstnere, der tidligere har mestret perspektivisk beskrivelse, mister denne evne under en psykose, formerne udviskes, og der er kun detaljer tilbage, der ofte er valgt efter deres subjektive betydning for kunstneren.

Fejlopfattelser af det menneskelige legeme kan ifølge Rennert (1962) hyppigt iagttages i billederne: forlængelse af lemmerne, fordrejninger, deformiteter, opsplitninger, således at en enkelt legemsdel dominerer eller helt løsrives fra sammenhængen. Det er også ifølge Rennert karakteristisk, at skizofrene patienters portrætter ofte bliver til masker med en blandet profil, hvor ansigtet på én gang ses i profil og forfra eller enkelte dele mangler, specielt øjnene. I andre tilfælde koncentreres opmærksomheden på den anden side specielt om øjnene. Indholdsmæssigt mener Rennert, at visse motiver forekommer særligt hyppigt hos skizofrene, for eksempel landkortagtige landskaber og religiøse og seksuelle motivkredse.

Mange har givetvis set adskillige tegninger og malerier af kendte og mindre kendte kunstnere, hvis billeder helt eller delvis svarer til, hvad der ifølge Rennert skulle være typisk skizofrent, uden at man ville mene, at disse kunstnere var eller havde været skizofrene.

Jeg vil gerne stærkt fremhæve, at mange arbejder lavet af skizofrene patienter slet ikke rummer nogen af de mange beskrevne, såkaldte karakteristiske træk. I enkelte tilfælde kan de være meget diskret til stede, og man skal være særdeles opmærksom for at finde dem, men i andre tilfælde er de som sagt ikke til stede, og man kan også udmærket finde sådanne træk i billeder malet af maniske patienter og i øvrigt også billeder malet af kunstnere, der hverken er eller har været psykotiske, og jeg mener som sagt ikke, at der er nogen som helst videnskabelig korrekt baggrund for at dele kunst frembragt af psykisk syge mennesker op i skizofren kunst, maniodepressiv kunst eller andre grupper.

 På Museet har vi adskillige kunstværker lavet af maniske patienter, og det er interessant, at disse ofte kan være umulige at skelne fra kunstværker lavet af skizofrene patienter, et forhold, der gør, at man bør undlade at forsøge at stille diagnoser ud fra kunstfrembringelser.

Jeg er i øvrigt enig med afdøde professor Helweg, der i 1924 sagde følgende: „Spørgsmålet sindssyg eller ikke sindssyg afgøres ved undersøgelser af personen, ikke af kunstfrembringelsen, men spørgsmålet kunst eller ikke kunst kan nu, som altid, kun besvares ved betragtning af kunstværket, ikke af personen.“

Alle ved, at kunsthistorien rummer en række eksempler på kendte billedkunstnere, der har haft en psykisk sygdom. Jeg kan blot nævne enkelte navne som Vincent van Gogh, Frederik Hill, Ernst Josephson og Goya.Der findes endvidere en lang række kendte og mindre kendte malerier, tegninger og skulpturer, der giver indtryk af, at kunstneren muligvis har haft en psykisk lidelse. Jeg mener imidlertid ikke, at man ved at studere sådanne billeder vil kunne sige noget sikkert om, hvorvidt kunstneren har været psykisk syg, eller hvad han har fejlet, og at man står sig ved at lade sådanne spekulationer fare og i stedet nyde de kunstfrembringelser, det drejer sig om.

 Der er ingen tvivl om, at man må konkludere, at det absolut ikke er muligt at se nogen generel sammenhæng mellem psykiske lidelser og skabende aktivitet. I enkelte tilfælde ud fra enkelte billeder kan der være en klar sammenhæng, men generelt er der det ikke. Hos nogle kunstnere synes den kunstneriske aktivitet at øges under psykisk sygdom; på Museet er der adskillige kunstværker lavet af personer, der er blevet kunstnere, efter at de er blevet psykisk syge og indlagt på et psykiatrisk hospital.

Når så mange forfattere tidligere har ment at kunne påvise store forskelle i stil og indhold mellem skizofrene, maniske og depressive patienters kunst, skyldes det sikkert væsentligst en række forhold, der har medført bias i sammenligningsgrundlaget, for eksempel manglende hensyntagen til, hvorvidt de kunstværker, der blev sammenlignet, var lavet af: 1) akutte eller kroniske patienter, 2) patienter med stor aldersforskel, 3) særligt udvalgte, specielt interessante patienter eller 4) bias på grund af manglende forsøg på anvendelse af almindelige forskningsmæssige metoder, som for eksempel vurdering af kunstværkerne uden forhåndskendskab til patientens sygehistorie og diagnose.

Anvendelse af de ovennævnte kriterier i en sammenlignende undersøgelse af kunstfrembringelser af patienter med forskellige psykiatriske lidelser samt personer uden psykiatriske lidelser ville givetvis vise stor variationsbredde inden for de enkelte diagnosegrupper på samme måde som inden for en hvilken som helst normal gruppe af kunstnere, og meget stærk overlapning fra den ene diagnosegruppe til den anden samt mellem grupperne med psykiske lidelser og en eventuel kontrolgruppe uden psykiske lidelser.

Vurdering efter ovennævnte forskningsmæssigt set relativt simple kriterier er imidlertid vanskeligt gennemførlig, men en sådan undersøgelse ville efter al sandsynlighed, som antydet i et arbejde af Wadeson og Carpenter (1976), aflive de fleste myter om en karakteristisk såkaldt skizofren kunst, manisk kunst eller depressiv kunst med særligt afgrænsede grupper med hensyn til såvel stil som indhold, selv om der ved sammenligning mellem større grupper måske nok ville være visse tendenser i retning af de gængse opfattelser af de forskellige former for psykotisk kunst.

Hos visse kunstnere påvirkes kreativiteten og den kunstneriske aktivitet ikke af den psykiske lidelse. Hos enkelte kan lidelsen føre til, at kreativiteten falder eller helt ophører. Også kvalitativt er det således, at alle forløb synes at være mulige. Ved optræden af en alvorlig psykisk sygdom, der omfatter hele personen – en psykose – vil der som oftest ske en vis stilændring, og et af de mere kendte eksempler på dette er den svenske maler Carl Frederik Hill, der i de sidste 30 år af sit liv var skizofren, og hvis stil ændredes ganske betydeligt fra før skizofreniens frembrud.

Alle, der har set udstillinger af malerier og grafik lavet af psykisk syge patienter, må være blevet klar over, at der ikke er noget særligt odiøst, uhyggeligt eller sygeligt forbundet med kunst lavet af personer, der har været eller er psykisk syge, snarere noget koloristisk opløftende, og først og fremmest noget originalt og kunstnerisk værdifuldt.

På patientbiblioteket har der igennem de senere år været en række salgsudstillinger af kunstnere, der er eller har været indlagt på hospitalet. Disse udstillinger har, så vidt jeg har kunnet skønne, været af stor værdi for de udstillende kunstnere.

Kunst anvendt i terapien af psykisk syge dækker over en lang række behandlingsmæssige former. Det er vigtigt, at man på et psykiatrisk hospital har faciliteter, der gør det muligt, at patienter kan beskæftige sig med mange former for kunstfrembringelser: tegning, maleri, skulptur, keramik m.v., og at man stimulerer og hjælper de patienter, der viser interesse for at beskæftige sig med kunst i en eller anden form. Noget sådant vil altid være et vigtigt led i en større miljø- og beskæftigelsesterapeutisk sammenhæng.

Et eventuelt hospitalsatelier kan udnyttes til gruppebetonede arbejder, hvor billederne udføres og diskuteres i en gruppe under ledelse af en professionel kunstner eller en terapeut, og arbejdet i sådanne grupper vil kunne have stor terapeutisk betydning. Også i individuel patientbehandling, for eksempel som udgangspunkt for samtaler og psykoterapi, kan kunst anvendes med et godt resultat. Blandt andre Naumburg (1950) har givet en række eksempler på dette.

Det at få mulighed for at udtrykke sig kunstnerisk og måske tilmed blive stimuleret til det og få lejlighed til at udstille sine kunstfrembringelser, få en vis anerkendelse og sælge billeder betyder overordentligt meget for adskillige psykisk syge mennesker og er givetvis af terapeutisk værdi.

Man kan hverken male eller skrive sig ud af en svær psykisk lidelse, men det er ofte til stor hjælp for psykiatriske patienter, hvis de gennem kunstfrembringelser af en eller anden art kan få udløsning for frustrationer, aggressivitet, angst, rastløshed og indre uro.

I forrige århundrede og første halvdel af dette århundrede, da forholdene på psykiatriske hospitaler var fattige på stimulation og ofte umenneskelige, lykkedes det for enkelte psykisk syge helt eller delvis at overvinde de skadelige virkninger af et langvarigt institutionsophold ved, at de var i stand til at udtrykke sig kunstnerisk, billedmæssigt, skulpturelt eller skriftligt. Vi har adskillige eksempler på dette på Museet her på hospitalet.

Udstillinger af kunst lavet af psykisk syge er blandt andet værdifulde, fordi de skaber kontakt mellem kunstnerne og mennesker uden for hospitalet såvel som på hospitalet, som de måske ellers ikke ville have fået kontakt med, og det, at deres billeder købes, betyder ikke alene noget økonomisk, men det kan også være terapeutisk værdifuldt for dem, psykisk og socialt.

Der nedbrydes sandsynligvis visse skranker mellem psykisk raske og psykisk syge ved sådanne udstillinger derved, at de besøgende ved selvsyn erfarer, at kunst lavet af psykisk syge ikke på nogen måde er særlig uhyggelig, mystisk eller på anden vis i særklasse.

Kunstudstillinger som den, der blev arrangeret af Landsforeningen Sindslidendes Vel i Århus i 1976, er et kommunikationsmiddel og en formidler af kontakt mellem det psykiatriske hospital, de psykisk syge og befolkningen, og der er for mig ingen tvivl om, at der er et behov for en permanent salgsudstilling i Århus med specielt sigte på udstilling af arbejder af nuværende eller tidligere psykisk syge. En sådan udstilling vil være af stor betydning for, at visse patienter psykisk og socialt hurtigere vil kunne klare sig uden for hospitalet, og udstillingen vil også være en kontaktmæssigt værdifuld nyskabelse og være med til at nedbringe angst, fordomme og diskriminering vedrørende psykiske sygdomme.

Der er for nylig taget initiativ til oprettelse af en personalekunstforening her på hospitalet. En sådan forening vil blandt andet kunne foranstalte løbende kunstudstillinger her på hospitalet og, med forventet økonomisk støtte fra hospitalsadministrationen, indkøb af kunst til udsmykning af hospitalets konferencerum, patient- og personalecafeteria, korridorer, patientafdelinger og kontorer, hvor der ikke hidtil har været mulighed for at afse midler til udsmykning med original kunst.

De udøvende kunstnere blandt patienterne vil kunne støttes og stimuleres af kunstforeningen gennem udstillinger af deres arbejder og i en vis udstrækning også indkøb af deres kunst, der på denne måde vil kunne blive til glæde for en større personale- og patientgruppe, end det er tilfældet nu.

 
Akvarel af Baukje Zijlstra 

 Litteratur

Helweg, H.: „Sindssygdom og billedkunst“. Ord och Bild, 33, 587-599, 1924.

Naumburg, M.: „Schizophrenic Art. Its Meaning in Psychotherapy“. New York: Grune & Stratton, 1950.

Plokker, J. H.: „Artistic Self-Expression in Mental Disease“. Haag-Paris-London: Mouton & Co., 1964.

Prinzhorn, H.: „Bildnerei der Geisteskranken“. Fotografisk optryk, 1968, Berlin: Springer Verlag (1922), 1968.

Reisby, N.: „Psykiatri og kreativitet. Om psykisk syges billeder“ i: „Kreativitet i teori og praksis“ (ed. Ellen Bach), Gyldendals Pædagogiske Bibliotek, København, 1972.

Rennert, H.: „Die Merkmale schizophrener Bildnerei“. Jena: G. Fischer, 1962.

Wadeson, H., & W. T. Carpenter: „A comparative study of art expression of schizophrenic unipolar depressive and bipolar manic-depressive patients“. Journal of Mental Diseases, 162, 334-344, 1974.