Stikordsregister

Kunstens frirum

Kunsten stopper kværnen i hovedet. Det ved man på Museet, Psykiatrisk Hospital i Risskov. Værkerne er skabt ud af indre nødvendighed og med det formål at frisætte energier. Kunstnerne maler bare det, de ser for deres indre eller ydre blik. Museumsleder Mia Lejsted fortæller om frirummet, forbindelsen til Kirkeby og det bevidste fravalg af kunstterapi i museets værksteder.

...”Der er så mange andre, der snakker om sygdom”, forklarer Mia Lejsted. “Derfor snakker vi bare om kunst.”

Kan kunstoplevelser heale?
“Kunst kan lindre, ja. Jeg mener, at kunsten er et universelt sprog, og derfor bør den være alle steder, hvor mennesker er. Som en energikilde, som tankevækkende stof og inspiration, eller for at skabe ro og virke livsbekræftende.

” Har sindslidende adgang til en kunstnerisk bevidsthed, som raske ikke har adgang til?
“Ja. Det er en nødvendighed at skabe kunst for nogle af dem. At få dæmonerne ned på lærredet og ud af hovedet. Det giver ro i det kaos, der hersker indeni. Vi taler ikke om sygdom i værkstederne, men vi kan tale afslappet om usædvanlige sindstilstande, når der er brug for det, for vi har ingen berøringsangst. Det kan give en midlertidig befrielse fra eventuelle tvangstanker. Per Kirkeby siger, at “… kunsten stopper kværnen i hovedet. Det skydes ud i hænderne, ud i noget andet …”.

Den rene kunst

Det var udsigten til at komme tættere på l’Art Brut, den rene kunst, der motiverede Mia Lejsted til at søge jobbet som museumsleder i Risskov.
“Den kunst, vi har her, er ikke rigtig accepteret og anerkendt. Men mange af de store kunstnere har gennem tiden skelet til l’Art Brut, og man kommer det ikke nærmere end i denne samling.” Når man beder Mia Lejsted definere nerven i museets samling, nævner hun først og fremmest ærligheden. Det filterløse, anarkistiske udtryk, der undviger akademiske regler, omverdenens mening og salgbarheden. Kunsten her er skabt på nogle helt andre forudsætninger og vilkår end anden kunst.

Er psykisk sygdom en ressource for en kunstner?
“Jeg kan jo se, hvilke værker der er skabt af mennesker, der har haft det elendigt. Og ja, jeg synes, det er god kunst. Mange besøgende her fortæller os, at vores værker berører dem meget dybere end andre værker. “De går ind her”, siger de og peger på brystet. Måske er det fordi, vores værker er skabt på noget umiddelbart. De er jo ikke komponeret eller teknisk gennemtænkt. De virker bare.

Præsterer kunstnerne på trods af eller på grund af sygdommen?
“De gør jo begge dele. De skaber kunst, selvom de er psykisk syge, så det må blive på trods. De møder op, selvom de har det skidt. En kunstner som Johnny Horn kommer her ofte selv og ser på sine billeder, og han kan ikke forstå, at han har kunnet male sådan. Det ser man ofte med bl.a. skizofrene patienter. At når sygdommen brænder ud, så mister de også den kunstneriske gnist. Han skabte alle disse værker, mens han var meget syg. På grund af – men også på trods af sygdommen.”

Kunstnerkuvøsen

Museets værker udgør en broget verden, og der er mange værker, der rummer noget særligt. Også uden at være rene Rembrandt’er. Hvordan skelner du mellem det, som bare er et udtryk for skabertrang, og så den gode kunst?

“Ved at tage de briller på, som jeg altid bærer, når jeg bedømmer kunst. Jeg går omkring i værkstederne og spotter de værker, hvor der er noget, som er værd at fremelske og satse på. Vi har et godt eksempel fra i år, Dianna Stokholm. Hun er en utrolig pige, der ikke har malet før. Sådan er de jo ikke alle sammen. Men Dianna er en af dem, der har haft en lang indlæggelse her, og som undervejs har brugt vores værksteder. Hun har fortalt mig, at hun nu vil søge ind på Kunstakademiet. Og jeg tror på hende. Der er simpelthen så meget knald i hendes billeder, at du ikke kan lukke døren til hendes atelier. Bogstaveligt talt. Hun er over det hele, og sådan er hendes værker også. Lige nu er hun i færd med at undersøge overfladen. Hun skal igennem disse faser, præcis som andre kunstnere.
Hun eksperimenterer med farverne, og arbejdet med kunsten er meget meningsfyldt for hende, fordi hun fortæller det i sine billeder, som hun ikke kan fortælle med ord. Hendes læge kom i øvrigt til ferniseringen og var meget begejstret.” Men du gik ikke i dialog med ham om, hvad der sker i hendes billeder? “Nej, der adskiller vi verdenerne. For så bliver det meget bevidst. Man tager noget af gnisten og inspirationen fra hende, hvis Dianna tænker, at det jeg maler nu, får min læge at se. Hun skal have frihed og ro til at udtrykke sig. Her kan hun være i fred.”

Kirkeby, Lemmerz & Malmros

Museet på hospitalet trækker store navne til. Per Kirkeby er protektor. Billedhuggeren Ingvar Cronhammar står sammen med landskabsarkitekten Torben Schønherr bag det kommende parkanlæg. Christian Lemmerz og Peter Laugesen er to blandt i alt ti kunstnere, der skaber værker til parken. Nils Malmros åbnede børneatelieret. Og Mia Lejsted ved godt, hvad der motiverer dem til at være en del af stedet.

“Jeg tror, de forstår følsomheden. Og så har de den fornødne respekt for historik og stemning og for den særlige nerve, som eksisterer her.”
Kunstparken skal være et rum til fordybelse og stilhed, og Christian Lemmerz uddyber gerne, hvorfor han bidrager til parkprojektet: “Fordi det er et særligt sted, og ikke bare en offentlig plads. Jeg mener helt afgjort, at jeg kender til den nerve og afgrund i eksistensen, der præger ho-spitalet og parken.”

Ifølge Mia Lejsted er opmærksomheden fra Lemmerz, Kirkeby og de andre store kunstnere medvirkende til at skabe en større anerkendelse og respekt for værdien i museet og værkerne. Og det betyder noget for museets andet formål: afstigmatiseringen af sindets sygdomme.
“Jeg har et mål om, at så mange som muligt kender til stedet, så værkerne får den respekt og anerkendelse, som de fortjener. Derfor bad jeg også Per Kirkeby om at være protektor.

Vi vil gerne åbne folks øjne og rokke ved fastlåste fordomme om kunst og sygdomme. Kunsten er en god indgangsvinkel til at få stillet nogle spørgsmål og give nogle svar.”