Stikordsregister

Social „Recovery“ gennem meningsfyldt arbejde

af Johannes Nielsen

I 1976 ansatte jeg den første psykiatribruger på Cytogenetisk Laboratorium. I 1991, da jeg blev pensioneret, var der på Cytogenetisk Laboratorium 15 psykiatribrugere og 10 almindeligt ansatte. De fleste af psykiatribrugerne var i skånejobs.

På Museet og i Gallo Aktiviteterne har vi pr. 1.6. 2002 i alt 64 medarbejdere, der er psykiatribrugere. 30 af disse arbejder på Museet og i Museets forskellige aktiviteter inklusive Museumscaféen og Genbrugsbutikken. I tabellen kan man se fordelingen efter ansættelsesmåde.

30 af disse 64 arbejder på Museet og i Museets aktiviteter. De øvrige 34 arbejder i Gallo Aktiviteterne.

I museumsregi har vi netop overtaget patientcaféen, der nu hedder Museumscaféen, og genbrugsbutikken, og vi satser på at drive disse to aktiviteter udelukkende med psykiatribrugere, inklusive lederen. Flere af Museets og Gallos forskellige aktiviteter ledes i øvrigt af en psykiatribruger, og i Gallo Huset er der én professionel leder og 18 medarbejdere, der er psykiatribrugere. Både i Gallo Huset og i Museumscaféen og genbrugsbutikken afgøres alle spørgsmål vedrørende driften ved et ugentligt medarbejdermøde, hvor alle har én stemme.

Alle medarbejdere, der er psykiatribrugere, har fået en bedre tilværelse efter at have fået arbejde hos os. De fleste har haft langt færre eller ingen sygdomsperioder med færre indlæggelser og i langt de fleste tilfælde ingen indlæggelser efter ansættelsen. De har fået mere selvværd og selvtillid med en bedre livskvalitet, og så godt som alle har en særdeles god arbejdskapacitet uanset den psykiske lidelses art eller varighed.

Flere psykiatribrugere arbejder i en stilling, der kræver en stor indsats med hensyn til koncentration, udholdenhed, selvstændighed, initiativ, planlægning og samarbejde med andre såvel raske som psykisk syge. Adskillige har ud over deres arbejdsmæssige indsats også gjort en værdifuld indsats som støttepersoner for brugere af Gallo- og Museums-Aktiviteterne, samt over for andre ansatte med behov for støtte af en eller anden art. Vi er meget glade for denne gruppe medarbejdere, uden hvilken vi ikke kunne drive hverken Museet eller Gallo Aktiviteterne.

Museum-Gallo Aktiviteterne fungerer, ud over at være et tilbud til psykisk syge, også som et revalideringstilbud, hvis man ser på revalideringen som en proces, hvor man kan blive revalideret til et langt bedre funktionsniveau, end det man var på, før man begyndte at deltage i Gallo Aktiviteterne, og/eller før man fik et meningsfyldt arbejde inden for rammerne af Museum-Gallo Aktiviteterne.

Det er vores erfaring gennem godt 30 år, at meningsfyldt arbejde i fællesskab med andre i mange tilfælde kan føre til såkaldt „recovery“ – det at komme sig, så man kan fungere normalt socialt og arbejdsmæssigt, selvom man fortsat får behandling.

I psykiatrien satses der alt for lidt på psykiatribrugernes sygdomsfrie perioder og deres mange sociale, arbejdsmæssige, kreative og øvrige ressourcer. Det handler, som bl.a. anført af professor Tom Bolwig om at trække på patienternes sunde ressourcer og ikke identificere dem med deres sygdom. Der satses også for lidt på alt, hvad vedkommende selv kan gøre som hjælp til selvhjælp, bl.a. ved at søge ind i sociale, arbejdsmæssige, kreative og idrætsmæssige fællesskaber eller ved at gøre en indsats i selvhjælpsgrupper eller i organisationer, hvor man kan være med til at fortælle andre om det at være psykisk syg, eller gøre en indsats i foreninger som Sind, Foreningen af Psykiatribrugere eller andre lignende foreninger eller grupper.

Der skrives og tales for tiden meget om „recovery“ – det at komme sig. En lang række faktorer fremhæves især som væsentlige i helbredelsesprocessen. Den svenske psykolog Alain Topor fremhæver bl.a. følgende: Meningsfyldt arbejde, egen indsats, sociale relationer, håb – at psykiatribrugeren har en eller flere kontaktpersoner, venner eller andre, der indgyder håb og forventer fremgang i helbredelsesprocessen. Så få og så korte indlæggelser som muligt. Hurtig hjælp og støtte fra andre mennesker, når sygdomsperioder sætter ind. Det forhold, at behandlerne tager udgangspunkt i den enkeltes oplevelser, tager oplevelserne alvorligt og arbejder med dem. Ingen stigmatisering, dvs. at man f.eks. ikke bliver opfattet som skizofren, men som et menneske med alvorlige psykiske problemer. Det er vigtigt, at man ikke identificerer sig med diagnosen. Egen indsats over en bred front er også vigtig.

Alain Topor understreger, at der selvfølgelig er mange andre faktorer, der gør sig gældende, fordi de alvorlige psykiske tilstande er individuelle og forskelligartede.

I Museum-Gallo Aktiviteterne har vi i de sidste 30 år arbejdet ud fra en overbevisning om, at vejen til „recovery“ bl.a. går gennem meningsfyldt arbejde og det at udtrykke sig gennem deltagelse i kreative aktiviteter i fællesskab med andre. Det er også vores erfaring, at det at bruge sin krop i idrætsaktiviteter i fællesskab med andre også spiller en væsentlig rolle i en hjælp til selvhjælp-proces på vej til „recovery“.

Alain Topor fremhæver, at der er forskellige former for „recovery“, man må skelne mellem social „recovery“ og total „recovery“. Mennesker, som kommer sig socialt, hører muligvis stadig stemmer eller oplever „ikke ordinære tilstande“, men de har fundet en måde at håndtere deres besværligheder på. De kan godt have kontakt til psykiatrien, få en vis dosis psykofarmaka, samtalebehandling eller anden form for kontakt med psykiatrien, men det er ikke noget, der hindrer dem i at have en rimeligt god tilværelse. Total „recovery“ omfatter de mennesker, der bliver helt raske og hverken har symptomer eller modtager behandling, men lever et helt almindeligt liv uden nogen kontakt med psykiatrisk hospital, psykiatrisk service, praktiserende psykiater eller psykolog.

Litteratur

Topor, A.: „Recovery – at komme sig fra svære psykiske forstyrrelser“. Sund, psykiatrisk brugerblad, 2, 8-10, 2002.