Stikordsregister

Årsberetning 2004-2008

Af museumsleder Mia Lejsted
Se også: Årbog 2004-08  - Brugerundersøgelse

Museumsleder Mia Lejsted

Helikopterblik

Hvordan samler man fire år på ganske få sider? Fire år af livet på en virksom arbejdsplads – og et aktivt kultursted. Det er en god øvelse og ikke så ligetil. Disse indledende sider får således mere karakter af en baggrund og klangbund for større bevægelser, der har en vis betydning – af tanker, forandringer, glæder og bekymringer – og visioner, som er så vigtige. Et helikopterblik, der samler og opsummerer og tillige åbner for det, der er afsættet for fremtiden.

Idéen med denne årbog for Museet, Psykiatrisk Hospital 2004-08 er gennem de mange fotos og tekster at give et så fyldestgørende indtryk som muligt af Museets aktiviteter i de seneste år – udstillinger, arrangementer og andre tiltag. De mange illustrationer taler for sig selv og virker indbydende i en bog. Det er derfor vores håb, at denne bog også om to, fem eller ti år vil være interessant at tage ud af reolen og bladre og læse i.

Rammerne

Museet har til huse i Hospitalets oprindelige gamle køkkenbygning – aldrig tænkt som et museum, men til helt andre funktioner. Her er megen atmosfære. Gamle bygninger udstråler en slags personlighed, en egen ro og stemning, og såvel historien som historierne er lige omkring os – det er en gave.

Omvendt stiller det krav til opfindsomheden – hvordan udnyttes og indrettes rummene bedst muligt, og hvilke idéer kan realiseres? Eksempelvis er vi nu i gang med at revidere den historiske udstilling, det betyder, at vi ønsker at få en del af rummene ordnet på en mere hensigtsmæssig og formidlingsvenlig måde, gerne med inddragelse af mere aktivitet – til glæde for publikum.

Det seneste år har vi endvidere arbejdet på at forbedre belysningen generelt i vores udstillinger. Vi ønsker en ny belysningsform, der præsenterer værker og genstande optimalt, samtidig med at den er skånsom, for bedst muligt at bevare effekterne for fremtiden. Vi har fået forbedret vores arkivforhold for den store samling af kunstværker, der ikke er udstillet. Opgaven blev løst på bedste vis i eget snedkerværksted, så vi i dag har et velfungerende arkiv med et inddelingssystem, der beskytter malerierne.

Nogle af de helt basale forudsætninger for et velfungerende museum finder vi i det mere dagligdags. Vi taler om det jordnære: opgaverne i Museets “frontlinie”, det være sig i butik eller vores café – et hygsomt åndehul – foruden det løbende formidlingsarbejde i form af rundvisninger, samt endelig medarbejdere, som holder udstillingsrum og faciliteter i en pæn og ordentlig standard, hvilket udløser rosende kommentarer fra mange af vores gæster.

Og angående de udendørs rammer: Hospitalet er, som de fleste ved, omgivet af en fantastisk park og Riis Skov med udsigt over Århus bugten. Nord for hospitalparken finder man Hospitalets gamle kirkegård, hvor patienter og personale blev begravet frem til 1957. Med rækkerne af beskedne cementgravsten fremstår kirkegården som et stille rum – en mindelund. Kirkegården blev i 2006 tænkt med i nye planer for parken. Planer, der var karakteriseret af stor respekt for stedet og historien, blev tydeliggjort i en masterplan, men siden skrinlagt på grund af ny struktur og nye fremtidsplaner for hospitalsområdet.

 

Vi vil så gerne være kendte …

Det er ikke, som i Faktas reklame, varigheden af besøget, vi har opmærksomheden rettet imod, men derimod at endnu flere mennesker får chancen for at opleve Museet. Imidlertid viser vores brugerundersøgelse, at Museets gæster generelt bruger meget tid i vores udstillinger.

I begyndelsen af 2005 gik vi i gang med at udarbejde nyt og opdateret papirbaseret PR-materiale med beskrivelser og flotte billeder af hele områ- dets oplevelsestilbud – fra den hyggelige MuseumsCafé til den smukke gamle hospitalspark.

Det blev også året, hvor vi fik en præsentationsvideo færdig. Den giver i billeder, musik og speak et indtryk af museum, atelier og de kreative tilbud på en dvd, der fortrinsvis er tænkt til brug i de ældste skoleklasser. Vores hjemmeside har løbende undergået en væsentlig forbedring, både hvad angår design og indhold.

Men der er andre måder at udbrede kendskab og budskab. For alle museer gælder det, at synlighed er vital – det er samlingens liv og museets berettigelse. Så derfor arbejder vi konstant med denne udadvendthed i form af tekst, omtale eller fysisk tilstedeværelse, som da vi eksempelvis for første gang viste en omfattende udstilling af Museets kunstværker uden for hjemstedet i Risskov. Det skete med udstillingen i Svendborg i 2007, hvor kunsten blev flyttet uden for psykiatriens rammer, så den fik lov at virke på egne og nye præmisser – og tilmed mødte et nyt publikum.

Fremadrettet har vi nu også indledt et samarbejde med andre europæiske kulturinstitutioner, som vi sammenligner os med. I sommeren og efteråret 2008 har vi fået etableret en væsentlig kontakt til en række af Europas største psykiatrihistoriske museer og samlinger af outsiderkunst, hvor vi har bidraget til indholdet i projektet: “Connecting the European Mind”, som nu er på vægtskålen i Bruxelles. Det har været en spændende og udviklende proces. Desuden deltog vi i november 2007 i et symposium, arrangeret af “Museele i Göppingen. Anledningen var udgivelsen af et opslagssværk om de ovennævnte samlinger; men mere om dette senere. Alt i alt bringer sådanne tiltag og den gensidige interesse os tættere på et frugtbart samarbejde, eksempelvis i form af udveksling af udstillinger og viden – og værdifuld omtale.

Nye målgrupper og nye skud på stammen

Med kunsten som indgangsvinkel har vi, med vores specielle baggrund, særligt gode forudsætninger for at formidle og virke for åbenhed og oplysning til børn og unge om psykisk sygdom. Derfor har vi etableret et Børne Atelier som en del af Museets Skoletjeneste.

Psykiatrien er desværre fortsat omgærdet af en blanding af skismaer og fascination, men også af forudfattede meninger grundet i berøringsangst på området. Det er derfor et vigtigt arbejde, vi udfører ved at formidle kunst og viden gennem udstillinger, tekst, rundvisninger og alle øvrige aktiviteter. Skoletjeneste og BørneAtelier er et tilbud til alle børnegrupper om at besøge Museets udstillinger og efterfølgende kunne arbejde skabende i et inspi- rerende miljø. Vi har endvidere opmærksomheden rettet mod børnegrupper med særlige behov – specialklasser eller børn, der blot har brug for at blive mødt positivt og fordomsfrit. Lærere og pædagoger har givet os meget positiv respons på arbejdet med sidstnævnte børnegrupper. Hertil har vi fantastiske udendørsfaciliteter med park og strand samt unikke fysiske rammer for vores BørneAtelier i form af historiske bygninger, hvor børnene kan eksperimentere, udforske og prøve nye grænser – og hvor de får mulighed for at bruge krop og bevægelse i arbejdet med farver, forskellige materialer og historier. Vi har ressourcerne til mødet med børn og unge, som man i offentligheden og på andre kultursteder ikke altid har forståelse og baggrund for – og vi ser et udækket behov for professionelle og anderledes aktiviteter i det kulturelle landskab.

Om forankringens og flyvningens kunst

Ovartaci havde en drøm om at se det hele fra oven – flyve væk, hen over park og bugt i en hjemmekonstrueret helikopter. Ovartaci var kunstner og patient på Psykiatrisk Hospital i 56 år. “Helikopter” er derfor blevet navnet på vores nyhedsmagasin og venneblad, skønt det ikke umiddelbart leder tankerne hen på museumsvirksomhed, men derimod er inspireret af Ovartacis tro på det umulige. Med stædighed og styrke forsøgte han at realisere sit forehavende, støttet af andre, der kunne se værdien i det, han skabte. Og sådan er det. Nogle skal gøre sig den ulejlighed at se det gode i nye modeller, og indimellem i det skæve.

Forandringer i omverdenen – arbejdsplads og museum på et hospital – og fremtiden

I de senere år er der sket en del forandringer i den offentlige struktur – Amter er blevet til regioner og mindre kommuner blevet til færre og større. Det betyder nye krav, procedurer og nye systemer for en offentlig arbejdsplads som hospitalet – og dermed også til dels for Museet. Senest og i dette efterår har flytningen af hospitalsledelse og administration fra adressen i Risskov til Regionshuset i Viborg givet nye udfordringer i relation til løsning af regnskabs- og administrative opgaver. Og sådan er det naturligvis – der er mange fordele ved at være en del af en stor institution, som vi også mærker, og i andre sammenhænge er det måske vanskeligere at passe ind i helheden, det sidste set i lyset af, at Museet har en ganske anden mission og drift i hverdagen end hospitalsdrift.

I denne sammenhæng vil vi også gerne takke Museets bestyrelse for fødselshjælp ved indførelsen af en ny struktur, som implementeredes ved Museets overgang fra selvejende institution med et meget beskedent budget til at blive integreret i Psykiatrien med nye og forbedrede arbejdsforhold, men også med nye pligter og opgaver. Bestyrelsen har siden vedtaget at opløse sig selv, da denne transformation var vel overstået.

Nyheden om, at psykiatrien i fremtiden givetvis skal flyttes til Skejby gav også anledning til tvivl og spørgsmål – hvad sker der med Museet? Hvis og ifald hospitalet flytter, har det givetvis lange udsigter. Alligevel skal man selvfølgelig gøre sig tanker om den nye situation, som man i øvrigt gør sig tanker om fremtiden – vores kvaliteter og muligheder.

At de gamle bygninger, den geografiske placering m.v. er fantastiske, når man tænker autenticitet for et museum, er indlysende. Her er det meget vanskeligt at finde bedre alternativer, der kan tilføre et museumsbesøg samme værdifulde og kommunikerbare lag af betydning, sagte som usagte, alene ud fra den kontekst, hvori vi formidler historien.

Beretningen findes i Museets Årbog 2004-08
hvor man også finder beskrivelser
af Museets aktiviteter.

Især i de senere årtier har det kunstnerisk frugtbare miljø – atelierer, værksteder, udstillingsmuligheder m.v. – givet mening og positive oplevelser for kunstnere og de mange gæster. Dette er i sig selv noget dyrebart. Kunsten kan sagtens klare sig på egne betingelser, hvor den eventuelt kunne udfoldes langt mere og få nyt liv, men rødderne er på mange måder knyttet til Risskov.

Nu må posen rystes og boldene i luften – for at blive i et metaforisk sprog. Og det skal understreges, at det er løse idéer, intet er undersøgt, intet er besluttet. Men jeg tror på, at i og med man vender de muligt nye betingelser og taler åbent om det, så lægger man et frø her og der, og en anden model tager efterhånden form. Og man står ikke uforberedt, når der skal træffes beslutninger.

Det kan komme til at handle om en ny økonomisk platform, såfremt den nuværende ikke kan bibeholdes. Alternativer her kunne blive økonomisk opbakning fra stat og/eller kommune, afhængigt af eventuelle nye samarbejder og tilhørsforhold, måske som et nyt universitetsmuseum?

Vi har gode og betydningsfulde kontakter og samarbejdspartnere, fælles samarbejdspartnere, fællesskaber/kolleger iblandt offentlige institutioner, i lokale netværk, i hospital og region, museale fællesskaber, Museumsvenner – kort og godt opbakning fra rigtig mange fronter. Og det er godt at tænke på.