Til toppen af Museets hjemmeside



Museet Psykiatrisk Hospital i Århus

The Museum at the Psychiatric Hospital in Århus

  Stikordsregister

  Festugeudstilling 2006:
    Festugeudstilling i Museumscaféen:   30. august - 31. oktober  Marie Christine Middelboe
 

   NÅR KVINDER MØDES OM KUNSTEN

    1. september - 31. oktober i Museets gallerier 
     Conny Maxwell Nørgaard - Trine Birkenfeldt - Tina Angel - om projektet

   Conny Maxwell Nørgaard,     

     Trine Birkenfeldt

          og Tina Angel

“Når kvinder mødes om kunsten”

– En fantasiverden, befolket af et eventyrligt folkefærd, det abstrakte og taktile og det tragiske som sjovt og smukt, fordi det er menneskeligt. Tre meget forskellige indgangsvinkler til det kunstneriske udtryk hos tre kvindelige kunstnere – Conny Maxwell Nørgaard, Trine Birkenfeldt og Tina Angel.

De mødte hinanden for første gang under de lidt specielle, men frie rammer her på Museet, Psykiatrisk Hospital med det mål at forene kræfter og evner i en fælles festugeudstilling – grænseoverskridende, men også positivt og befordrende for processen og resultatet.

Udstillingen præsenterer kunstnerne individuelt og samlet i et fælles kunstværk – og ja, en fjerde kvinde blandede sig undervejs i dialogen.

Oplev det hele fra fredag d. 1. september. Alle er velkomne til ferniseringen kl. 14, der byder på forfriskninger og forfriskende avantgardemusik ved duoen Jazz Nova alias musikerne Kim Hansen, (synth. guitar) og Jan Erik Hansen (trompet/basun).

Vi satser på et udendørsarrangement ved springvandet, og ellers ses vi i Museets udstilling.

    Mia Lejsted 


    Maleri af Conny Nørgård

      

 


 
De tre kunstnere: Trine Birkefeldt, Tina Angel og Conny Maxwell Nørgaard.

 

Conny Maxwell Nørgaard
 – De fleste af mine oliemalerier og akvareller er egentlig tegninger, som handler om afgørende øjeblikke. Noget tragisk, som er sjovt og smukt, fordi det er menneskeligt. Figurerne på mine billeder ved godt selv, at de er ude i noget (hø), som kræver fuld koncentration, hvis de vil afværge en “skandale”. De lever livet farligt og nyder årvågne sekunder. Et nydelsesfuldt øjeblik kan redde deres liv, og et enkelt pust kan blæse dem i døden. Men så genopstår de bare med nogle nye skrammer. De er tragilykkkelige “ommere”.


Trine Birkenfeldt

– Jeg har malet siden 1996, hvor jeg gik tre måneder på Kunstskolen på Ørnsø Centret i Silkeborg.

Her blev jeg undervist af Niels Frank, Bodil Sohn og Else Plough Isaksen.

Derudover deltog jeg i 1997 i et tre måneders forløb på billedværkstedet i Silkeborg, hvor jeg blev undervist af Anders Georg Jensen.

Jeg udstillede for første gang mine billeder i 2004.



Maleri af Trine Birkenfeldt

Jeg maler med akryl på lærred. Jeg grunder altid mine lærreder med en blanding af kaffe og maling, hvilket tilfører billedet struktur og stoflighed.

Jeg maler forskellige motiver, som bl.a. skikkelser og kvinder. Men jeg holder særlig meget af at male mine Gumlinger, som er et eventyrligt folkefærd, udsprunget af min fantasi.

Gumlingerne lever i flok, sammen med bl.a. havfruer og fisk på ben. De bor i spraglede byer med søer og små skæve huse.

Jeg har oplevet stor interesse for mine Gumlinger fra såvel store som små, som finder det spændende at gå på opdagelse i Gumlingernes univers.

 

Tina Angel

– Mit navn er Tina Angel. Jeg er 35 år, mor til tre drenge og uddannet dansk- og billedkunstlærer.

For fem år siden begyndte jeg at male med olie, først i det små, men senere er det også blevet til større lærreder. Maleriet er blevet en del af min hverdag. Jeg bruger det som en måde at få kanaliseret vrede, frustration og ikke mindst glæden.

Mine billeder må ikke være for pæne. Der skal være noget råt, noget ufærdigt over dem, ikke kun visuelt. Jeg ønsker at opnå en taktil overflade, som giver lyst til at røre. For mig er oplevelsen af et maleri ikke kun det visuelle indtryk, men også berøringen.

Udgangspunktet for mit maleri er det abstrakte, men af og til fører det abstrakte til noget genkendeligt, som oftest dyr.


Maleri af Tine Angel

 

 

Så kom den festuge med kvinder som tema
De tre kunstnere fortæller om projektet:

"Tre af slagsen fik chancen for at lave et fælles projekt til vores udstillinger her på museet.

Da vi mødtes første gang, snakkede vi meget om, at vi ville lave et fælles projekt til udstillingen i forbindelse med festugen. Ideer var der nok af, nu var det bare at tage en beslutning. Eftersom vi alle tre beskæftiger os med maleriet, ville vi ikke “nøjes” med at male, men samtidig ville det være en udfordring for os alle at skabe et fælles maleri, men hvordan skulle vi gribe det an?

Eftersom ingen af os kendte hinanden i forvejen, blev det første skridt at præsentere vores malerier for hinanden. Den første tanke var, at vi skulle arbejde på det samme maleri, men efter at have set hinandens billeder, måtte vi erkende, at såvel måden, vi maler på, som farver og motiver, var meget forskellige. Vi var usikre på, om vi kunne forene dette på et fælles lærred.

Vi besluttede os for at holde fast ved ideen omkring et fælles maleri, men i stedet for ét lærred, ville vi hver især lave 12 små (20x20) billeder, som vi ville sætte sammen til ét stort fælles billede.

Så vidt så godt! Nu måtte vi lægge planer for emne/motiv og farvevalg. Valget faldt på Psykiatrisk Hospital som et godt og oplagt emne, som samtidig ville være en udfordring. Valg af farver blev drøftet frem og tilbage, og vi nåede til enighed om, at den “røde tråd” i billedet skulle være gråtoneskalaen. Hvilke farver, vi derudover valgte, skulle være op til den enkelte, da vi mente, at det alt andet lige måtte give det bedste resultat for den enkelte.

Hvordan billedet ville fremstå – som det færdige resultat, har været en spændingsfaktor for os alle tre. Vi havde på intet tidspunkt i forløbet set hinandens bidrag til det fælles maleri, så spændingen var stor, da vores billeder skulle samles. Ville vi overhovedet kunne forene vores i alt 36 billeder til ét stort?


 Fællesbilledet

 

Foruden vores fælles maleri, besluttede vi os for at lave en kvinde af papmache på den traditionelle måde med hønsetråd, klister og aviser i strimler. Uden at planlægge så meget, gik vi i gang.

Under arbejdet talte vi en del. Pludselig mente den fjerde kvinde, hende den stive, der sad på bordet med våde lår, at hun havde noget at supplere med:

“Se på mig!”

Hvilket vi hele tiden havde gjort.

“Det er en tung byrde at løfte, at være emne for en festuge”.

Hvilket vi heller ikke kunne benægte. Hun var helt sammensunken.

“Igen er jeg genstand for spotlys og opmærksomhed. Jeg længes ellers efter at slappe af og slå mig løs som alle andre. Fest havde jeg glædet mig til, men nu ender det hele i dagligdag”.

Vi så på hinanden. Hvordan mon den skulle forstås? Principielt eller hormonelt? Vi blev alle tre enige om, at det var der vel ikke andre end hende selv, der afgjorde.

“Nej, det er lige netop dér, skoen trykker. I forvejen er jeg på plakaten overalt. Hver eneste dag. Kæmpemæssige reklamer, saftige musikvideoer. Jeg er så hot.

Grin I bare. Jeg trænger til et pusterum. Trænger til at kunne færdes anonymt i mængden. Enhver ville synke sammen under lignende pres”.

Ærlig talt. Måske overdrev hun en lille smule.

“Gid jeg gjorde! Men faktum er, at jeg er ud af hønsetråd og aviser og sidder klistret fast til bordet. Der er ingen måder, jeg kan flygte fra realiteterne på”.

Javel, så sandt. Og nu anbringer vi denne kvinde, som er sunket sammen under spotlysets hede, på museum til videre beskuelse. Men – den, der ler sidst, ler bedst. Mon ikke en lille smule kvindelist har overlevet under hendes brede skuldre?

Foreløbig har hun kvitteret ved at efterlade en spand med muggent tapetklister, med en stank, der kan slå selv den stærkeste mand omkuld. "

Festugeudstilling i Museumscaféen:   
Marie Christine Middelboe
"Kvinde i tiden"
1. september - 31. oktober  

Marie er født i 1980, begge hendes forældre er kunstnere, og hun har livet igennem været vant til at bruge sine kreative sider.

Hendes kreative sider kommer, udover maleriet, til udtryk gennem modetegninger, design og syning af tøj. Hun arbejder, ved siden af sin egen produktion, professionelt med udsmyknings- og indretningsopgaver.

Det er tydeligt, at mode, musik og byens puls er det, som er inspirationen til Marie Christines dristige, og på flere måder grænseoverskridende billeder fra den kunstneriske undergrund.

På udstillingen i Museumscafeen vil der bl.a. blive vist en række kvindebilleder på 2 m x 0,90 m .

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  

JavaScript DHTML Menu Powered by Milonic