Stikordsregister

Psykiatrisk Historisk Museum

Begyndelsen, tiden, tankerne

Asyltanken: At søge tilflugt og finde ly

Klasse- og kønsopdeling

Arkitekturen som ide

Betegnelser brugt om psykisk syge og psykisk sygdom

Behandling

Behandling i 2006:

Psykiatrisk grundforskning:

Hjernerne fra Risskov:

Beskæftigelse

Krydsfelt

Begyndelsen, tiden, tankerne.

Når du - måske en sommerdag med sol foroven - bevæger dig ned ad alléen mod Museet, Psykiatrisk Hospital i Århus, beliggende i en af hospitalets oprindelige bygninger, er indtrykket snarere herskabelig, landlig idyl end hospital for psykisk syge. Dette er ingen tilfældighed, men derimod den oprindelige intention hos stedets første og enerådende overlæge, Harald Selmer, og hos anstaltens arkitekt, Gottlieb Bindesböll.

I Danmark og i Europa sker der store omvæltninger, som manifesterer sig i oprør, krige og tilslutning til nye tanker om det enkelte individs ukrænkelighed og borgerrettigheder i årene op imod åbningen af "Jydske Asyl" i Risskov ved Århus i 1852. "Den Nørrejydske Helbredelsesanstalt for Sindssyge" er det officielle navn.

Det projekt, som Museet bl.a. beretter om, er en ny mønsteranstalt for sindssyge i Danmark, og det historiske bagtæppe er en verden i opbrud. Selmers studierejse til en række europæiske sindssygehospitaler i slutningen af 1840'erne udmønter sig i hans og arkitekt Bindesbölls virkeliggørelse i mursten af de nye indtryk. Humaniseringen af sindssygebehandlingen halter dog bagefter, og først i 1861 flyttes de sidste patienter fra umenneskelige forhold og perspektivløs opbevaring i dårekisten ved Sortebrødrenes kloster ved Frue Kirke i Århus til det "moderne" Jydske Asyl.

Asyltanken: At søge tilflugt og finde ly:

Som nævnt var den officielle benævnelse for det nye hospital ved Århus "Den nørrejydske Helbredelsesanstalt for Sindssyge" men Hospitalets første overlæge, Harald Selmer foretrak at kalde det "Jydske Asyl". Anstalten har et åbenlyst indholdsfællesskab med kuranstalterne, eller kurbadene - en særdeles populær indretning på det europæiske kontinent i det 19. århundrede. Betegnelsen: "Helbredelsesanstalt" demonstrerer tillige en nytilkommen tro på, at helbredelse er mulig, og at sindssyge ikke er Guds straf for et syndigt levned, For Selmer var tilflugten/asylet - eller hvad vi med et nudansk udtryk kalder "skærmning" en central del af behandlingen på den nye anstalt - den psykisk syge skulle fjernes fra familien og det omgivende samfunds skadelige påvirkning - og tilbydes "Ro, renlighed og regelmæssighed".

Klasse- og kønsopdeling

Paradoksalt nok reproducerer man i anstaltens fysiske indretning samtidens - og fortidens - snærende og statiske måde at anskue individets gudgivne indplacering i samfundsordenen. Dette udmønter sig tydeligst i Jydske Asyls opdeling i de 3 forplejningsklasser, som spejler det omgivende stændersamfunds 1., 2. og 3. stand - eller over-, middel- og underklasse.

Desuden indrettes Anstalten således, at kønnene er skarpt adskilte, dette gælder såvel patienter som personale i de første mange år. Selmer selv repræsenterer med sin egen familie og bolig - en 7-værelses lejlighed i den centrale tårnbygning - kønnenes sammensmeltning og hvad deraf følger - nemlig den eksemplariske familie med mand, kone og syv børn. Selv den store smukke park, som strækker sig ned til Århus bugten, er kønsopdelt med et hegn og buskads - i folkemunde Selmers "kyskhedsbælte".

Arkitekturen som ide:

Det er karakteristisk for Jydske Asyl, at stort set enhver detalje i bygningsværket er tænkt ind i en funktionel helhed, hvor overlægen befinder sig som den altseende figur i centrum i tårnbygningen, hvorfra han ubemærket kan bevæge sig omkring overalt og overvåge såvel patienter som personale. Hvert enkelt bygningsafsnit er desuden designet således, at det, ud fra overlæge Selmers nøje specificerede krav, mest hensigtsmæssigt kan opfylde delfunktioner af anstaltsbehandlingen af den sindssyge.

Hele bygningsanlægget spejler sig symmetrisk omkring en midterakse, hvor man fra de rekreative faciliteter i tårnbygningen, eksempelvis bibliotek og billardrum, beregnet for de dannede og velhavende, har en opdeling ud i bygningens "arme" fra de rolige, renlige og rige til de urolige, urenlige - men både rige og uformuende. Er patienten i en psykotisk tilstand falder klasseskellene altså bort, og alle er "i samme båd". Det er således ikke blot køn og stand, som bestemmer den enkelte patients placering i forhold til Selmer og det "guddommelige" centrum, men tillige patientens grad af dysfunktion.

Selve byggestilen med de gule sten, afvekslende med de karakteristiske, røde murbånd og de gotiske trappegavle fremtræder uanmassende og ganske lav, let og luftig. Hospitalet fremtræder venligt og indbydende, og byggeriet er med sine mange velovervejede detaljer i levende og afvekslende harmoni med den kultiverede natur i den omgivende - og indtagende park.

Se også: Bindesbøll og Bygningerne

Betegnelser brugt om psykisk syge og psykisk sygdom:

Den nudanske, politisk korrekte term er: psykiatribruger – altså: man er bruger af en psykiatrisk service, som sundhedssystemet tilbyder, på linie med hjemmehjælp, regelmæssig tandpleje, osv. Hvem ved, om denne betegnelse om en årrække er blevet til et skældsord på linie med sindssyg, som var almindelig sprogbrug, som vi ser med navngivningen af ”Den Nørrejydske Helbredelsesanstalt for Sindssyge” i 1852, eller andre ældre betegnelser, eksempelvis afsindig, forrykt, gal, vanvittig eller dåre.

Hverken sproget, samfundet, eller for den sags skyld medborgerens opfattelse og forståelse af psykisk sygdom og det lidende medmenneske er – lykkeligvis – en statisk størrelse.

Behandling:

I 1541 skriver lægen, Henrik Smid i sin urtebog om sygdomme følgende om sindsforvirring:

” … Hvis man ikke kan tænke sig eller angive nogen Grund til Sindsforvirring, skal man gaae frem paa følgende Maade: Hvis det er et Mandfolk, der er syg, skal man tage Lungen af en Buk, dele den i 2 Dele og lægge den saa varm som den kommer fra Bukken om den Syges Hoved… ”. ” … Man kan ogsaa tage en sort Høne, dele denne langs Ryggen i 2 Dele og binde disse, medens de endnu have deres naturlige Varme, om Hovedet … ”

Kammerjunker 0. J. Rawert foretog i 1819-20 en rundrejse til Danmarks hospitaler og dårekisterne, og i 1821 skriver han:

” … Ved Frue Kirke (i Århus –) er et Hospital, hvormed er forenet en Daarekiste, som jeg ikke har set skrækkeligere. I et stort Rum er ved den ene Side gjort nogle Afklædninger eller Aflukker til de Sindssvage... ikkun igjennem en lille Aabning kan den Syge erholde Lysning og frisk Luft. Paa Gulvet er udbredt Halm, som hver 14de Dag fornyes ... ”Saavidt jeg erindrer var Pladsen mellem begge Gulvene benyttet til Hønsestie … ”

Jydske Asyls Harald Selmer beretter om, hvordan han – med ringe resultater til følge – har forsøgt sig med eksempelvis cannabis og opium i behandlingen af patienter, samt elektrisk stød – ikke at forveksle med moderne elektrochok/ elektrostimulation. Dertil varme bade af op til 10 timers varighed: ren blev man jo nok; men rask? Alt i alt er Selmers epoke på Jydske Asyl præget af ganske beskedne medicinsk/fysiske behandlingsmuligheder, og den centrale behandlingsfaktor er selve opholdets moralske bearbejdelse af den ”uordentlige” personlighed. Hvad manglen på effektive behandlingsmidler angår, er situationen i al væsentligt uændret, indtil den moderne medicin – psykofarmaka, vinder frem i 1960’rne.

Behandling i 2006

De nævnte eksempler på behandling af psykisk sygdom gennem tiderne taler vel for sig selv; men har vi da, ved starten af det 21. århundrede i vores relative modernitet, med nye psykofarmaka, lykkepiller, socialpsykiatri, et nyrestaureret hospital med enkeltværelser i stedet for de gamle sengestuer – nået en idealtilstand?

Den politiske vilje synes god, og der er en positiv folkelig opmærksomhed på området, mens psykiatrien tidligere ikke var et emne, som flyttede vælgerandele.

Hvis man lytter til personalet i socialpsykiatrien, erfarer man, at mange psykisk syge ikke, som intentionen var, er blevet integreret i lokalområdet, men snarere indkapslet – isolerede og handlingslammede med manglende menneskelig kontakt. I hospitalsbehandlingen i de senere år er det dokumenteret, at fiksering, tvang og isolation stadig indgår som et uomgængeligt element. Det psykiatriske behandlingsmiljø er i skrivende stund – trods den omtalte gode vilje – præget af pres på afdelingerne, stresstilstande og afmagtsfølelse i visse personalegrupper. Psykiatrien har for tiden lavstatus i karriereperspektiv, og der er mangel på kvalificeret arbejdskraft.

Psykiatrisk grundforskning

En retning, man kan vende blikket og de positive forhåbninger til fremtidens behandling imod, er den psykiatriske grundforskning i bl.a. genetik, epidemiologi og neuropsykiatri, som den pågår i Århus, i et stærkt og fremadrettet miljø, som tillige implementerer og tester den nyeste forskning i den kliniske tilgang. Forskningen i generne er nået så vidt, at det nu er muligt at lokalisere det syge gen, hvilket allerede i skrivende stund anviser nye, konkrete behandlingsmuligheder.

Epidemiologien undersøger sygdomsforekomster i forskellige befolkningsgrupper og betydningen af eksempelvis miljømæssige variabler med henblik på at øge forståelsen af forskellige årsagssammenhænge. Endelig beskæftiger neuropsykiatrien sig med billeddannende metoder: moderne skanningsteknikker, der giver nye muligheder for at visualisere/forstå hjernens fejlfunktioner ved psykisk sygdom. Alt i alt giver alle disse bestræbelser grund til optimisme, hvad angår ny viden, som kan føre til bedre behandling.

Hjernerne fra Risskov

Og endelig de 9455 ”hjerner fra Risskov”? Disse mange hjerner, som uden tilladelse fra patient eller pårørende blev udtaget fra afdøde psykiatriske patienter i årene fra 1945-1982, har lige siden befundet sig i plasticspande i kælderen under Hospitalet. Den psykisk syge blev altså ikke blot frataget muligheden for at bestemme over sin dagligdag, men også frataget retten til sin krop. Efter polemik gennem årene omkring det etiske aspekt er der nu sket det positive, at hjernerne indgår i en stor undersøgelse af depression, forestået af Center for Psykiatrisk Grundforskning. Endelig kan de komme til ”ære og værdighed” og måske medvirke til ny viden til gavn for morgendagens psykiatribruger.

Her på Museet skal man ikke forvente at finde facitlisten til, hvordan den psykiatriske behandling optimeres. Vi mener imidlertid, at et tilbageblik på 150 års velmente fejltagelser og betingede succes’er kan bidrage til engagerende indsigt og styrke debatten om, hvordan samfundets ressourcer udnyttes bedst muligt, samtidig med at den psykisk syges ressourcer respekteres mest muligt.

Beskæftigelse:

Selmers og hans efterfølgeres tro på beskæftigelsens helbredende karakter ” … som et Hovedmiddel i Behandlingen …” støttes i nogen grad af den kendsgerning, at alle mennesker har et iboende behov for at skabe, at give noget fysisk form, at se et resultat.

Dette behov er, historisk set, eksempelvis kommet til udtryk gennem håndværk, husflid og kunstneriske frembringelser – en måde at formulere sig på, en refleksion af det omgivende – en fortætning af tid og situation, en forfinelse og udfoldning af funktionen. I Selmers version må man dog konstatere – som tidligere anført – at arbejdets disciplinerende effekt er en væsentlig faktor i hans behandlingssyn.

Det er – også i 2006 – af stor betydning for den psykisk syge at indgå i et arbejdsfællesskab, som respekterer sygdommens præmisser, men, mere væsentligt, påskønner og støtter den enkeltes talenter og kvaliteter. Det er af afgørende karakter for alle mennesker at føle sig ”set og hørt” for noget værdifuldt. Museet og de øvrige Museums- og Gallo Aktiviteter fungerer som en art eksperimentarium, hvor psykisk syge møder et ligeværdigt arbejdsfællesskab med psykisk raske, til glæde for begge parter. Måske findes en byggesten eller to til fremtidens psykiatriske behandling her?

Krydsfelt

I en række fascinerende og tankevækkende patientarbejder, besjælet med stor udtrykskraft, finder vi et krydsfelt, hvor disse genstande, skønt vi møder dem i Museets psykiatrisk historiske samling, har en tydelig berøringsflade med Kunstmuseets udstilling og anliggende – hvor håndarbejdet tilnærmer sig et selvstændigt kunstnerisk udtryk – hvor den fabulerende, frodige fantasi tager magten fra skabelonen, snitmønsteret eller det almindeligt anerkendte, pæne, fornuftige og funktionelle. Den psykisk syge ser muligheder i materialer og udtryksformer, reflekterer og bearbejder omverdenen, genstanden, materialet og livssituationen gennem processen og det skabte. Man hitter på, man udøver selvterapi og skaber lys – eller et vindue i sine specielle livsomstændigheders mørke rum. Den psykiske sygdom tilfører i mange genstande, som vi møder dem i Museets samlinger, flere og anderledes kvaliteter og betydninger. Disse forhold forøger ofte genstanden eller værkets værdi. Vi kan blive foranlediget til at vende vores syn på verden op og ned.

Vedholdenhed, viljestyrke og fokusering på en proces eller et produkt er en investering i tid, som for den langtidsindlagte psykiatriske patient har været til rådighed til overflod, og som ofte har fungeret som et håndtag – eller en dør på klem til et stærkt personligt, men samtidig betydningsmættet univers.