Uffe Becker

17. august 1960 - 27. maj 2009 -     flere billeder - Mindeord

Uffe Weinreich Becker var en selvlært kunstner som har udstillet flere gange på Museet, senest i vinteren 2008-09.  

Hvis man forestiller sig …
...Det er ikke ligetil at beskrive Uffe Beckers værker – måske det er én væsentlig årsag til, at de er interessante. Skal man alligevel gøre forsøget, så er Uffe Beckers billeder fastholdelse af et splitsekund i et ellers dybt kig ned i underbevidstheden – som hvis man forestiller sig at kunne fremstille et ultratyndt tværsnit af underbevidsthedens hukommelse med utallige kombinationer af oplevet stof, viden og følelser. Tværsnittene eller fastholdelsen bliver i Uffes billeder til små kontrollerede eksplosioner, der viser sig som et flyvsk virvar af hastigt nedfældede, men præcist formulerede udtryk.

Billederne er som fastholdte nanosekunder af en evolutionær tidsrejse fra universets begyndelse og ind i fremtiden. På rejsen møder man i Uffe Beckers billeder beskrivelser af rum og menneske – mennesket i og som en del af rummet samt ansigter som fragmenter af menneskelignende væsener. Billedet er kontrastrigt – følsomt, men tillige kontant, der er sorthed og lys – og det er tungt, men også flygtigt. Uffe Becker er hertil, og naturligt nok, inspireret af Ovartacis figurer og univers – som Uffe Becker selv formulerede det: “Har man først oplevet kunstneren Ovartaci, glemmer man det aldrig ...”

MINDEORD

Kunstneren Uffe W. Becker døde d. 27. maj, 2009 kun 48 år gammel. Han boede i Hasle ved Århus.

Vi kendte Uffe W. Becker som kunstner og udstiller på Museet Psykiatrisk Hospital og kunne af og til glæde os over hans små besøg. Med Uffes alt for tidlige død har vi mistet et meget ægte, ærligt og varmt menneske. Verden har mistet en sjælden ener som kunstner – og kunsten har mistet en kilde, der udsprang af et særligt brændstof.

Uffe var åbenhjertig i ordets bogstaveligste forstand, når han fortalte om sin kunst, om sig selv og sin psykiske sygdom - og i alt hvad han gjorde. Samme ærlighed ser man naturligvis tilsvarende i hans værker. Han sagde selv om dem, at de ofte er uhyggelige, og at han til tider selv blev bange for dem – det sidste med et lille glimt i øjet. Men det smukke, det enkle og det store slår oftest følgeskab med de grumme sider. Man finder det i farven, i letheden eller i stregerne på papiret, der bare fungerer helt rigtigt.

Uffe W. Becker arbejdede seriøst med sit kunstneriske udtryk og var, som det gælder for mange kunstnere, sin egen værste kritiker. Malerier, skitser og adskillige eksperimenter med forskellige materialer blev uden nåde forkastet efter en lang arbejdsdag.

Uffe var beskeden eller måske rettere ydmyg omkring sit kunstneriske felt, men han ønskede samtidig at overvinde og bryde eventuelle personlige grænser i flere sammenhænge. Han turde stå frem og fortælle om sine kampe på forskellige fronter, han kæmpede jo med sine dæmoner, som han selv formulerede det . Han turde være sig selv i kunsten – og det er noget af det flotteste i den profession.

Det er desværre ofte i denne form for tekst, man først rigtig får sagt tak – sådan burde det ikke være, for da er det i virkeligheden for sent. Tak Uffe, fordi vi lærte dig at kende som det rummelige menneske, du var. Tak for alt det du gav os, mens du var her, og for det du herefter giver os gennem din kunst.

Mia Lejsted

Museumsleder