Kraepelins opdeling af sindssygdomme 

Emil Kraepelin (1855-1926) opsatte den klassifikation af sindssygdomme, som gjaldt i hele 1900-tallet og delvis stadig danner grundlag for diagnoser. Han skelnede mellem eksogene og endogene psykoser.

De eksogene betegnedes som „forgiftninger“ udefra, blandt andre alkoholisme, syfilis og morfinisme. Især betragtede Kraepelin den maniodepressive psykose som endogen. Dvs. noget indefra kommende – noget personen iboende – helt uafhængigt af sjælelivets ydre påvirkninger.

Vigtigst var dog hans afgrænsning af de to store endogene sindssygdomme skizofreni (tidligere kaldet dementia præcox) og maniodepressiv psykose. Kraepelin opdagede, at skizofreni indebar en opløsning af personligheden, mens den maniodepressives personlighed forblev intakt.

I modsætning til Kraepelin lægger vor tids diagnosesystem, ICD-10 ikke vægt på sindssygdommens årsag og indholdsmæssige sammenhæng
(se planche 17).

Katatoni med grimasserende maneragtig holdning, ca. 1920.

 August Wimmer

August Wimmer (1872-1937) var dansk nerve- og sindssygelæge. Han blev i 1920 overlæge på Københavns Kommunehospital og desuden professor i psykiatri ved Københavns Universitet.

Wimmer udgav hovedværket „Speciel Klinisk Psykiatri – for Studerende og Læger“ i 1936, hvorfra der bringes en del citater. Bogen er forfattet i tiden før psykofarmakaens fremkomst (se planche 15) og giver derfor et godt indblik i psykosernes symptomer før den medicinske behandlings tid.

Ved at beskrive de psykogene psykoser i 1916 talte August Wimmer imod Kraepelin og støttede samtidig Freuds psykoanalyse. Psykogene psykoser var sindssygdomme opstået ved traumatiske ydre påvirkinger af sjælelivet.

Netop i 1916 fik man syn for sagen ved at iagttage angiveligt psykisk raske menneskers reaktion på de rædselsfulde forhold i Vestfrontens skyttegrave – de såkaldte granatchok – i virkeligheden en momentan sindssyge, fremkaldt af ekstreme forhold.

 Følelserne ved skizofreni

„En gradvis næsten umærkelig Falmen eller Visnen af Følelseslivet, en emotionel Tilsanden, en voksende Følelsesforfladning. Den Syge bliver mere og mere ligegyldig og apatisk overfor sine Paarørende… taber ogsaa den følelsesprægede interesse for egne Forhold (Beskæftigelse, Fremtidsplaner)… en bristende Evne til at sætte sig i følelsesmæssig („sympatisk“) Rapport til Omgivelserne indtil den mere og mere afkapslede Selvisolering (autisme)“.

Wimmer s. 2

Skizonifreni

Skizofreni opfattes som en grundform med visse primære og sekundære symptomer:

De primære symptomer er:

1. forstyrrelser i kontakten med andre mennesker
2. forandringer i tænkningen – såvel dens form som indhold
3. ændringer af viljes- og handlingslivet, bl.a. ambivalens
4. ændringer af følelseslivet, således at patienterne overfor fremmede mennesker kan virke følelsesmæssigt forandrede, med enten forstærkede, for svage eller inadækvate følelser.

Sekundære symptomer:

1. hallucinationer
2. vrangforestillinger
3. påvirkningssymptomer
4. selvhenføring
5. derealisation (uvirkelighedsfornemmelse af omverdenen)
6. depersonalisation (fremmedfølelse overfor sin egen person)
7. transitivisme (oplevelse af svigtende afgrænsning mellem egen person og andre)
8. katatoni (symptomer i bevægelsessystemet)

Skizofren kvinde, ophidset, klar til at bide.

Katatonskizofren patient i foroverbøjet stilling (ca. 1936). Udtrykket kataton betyder, at sygdommen viser sig ved motorisk hypo- eller hyperaktivitet. Denne form for skizofreni begynder oftest meget akut i 25-30 års alderen og kræver hurtig indlæggelse. Sygdommen kan forløbe forholdsvis godartet med kun enkelte eller flere anfald, eller være kronisk, hvor patienten kan være farlig for sig selv eller andre på grund af voldsomme aggressioner.

Skizofrene symptomer

Skizofreni-beskrivelser fra bl.a. August Wimmers lærebog „Speciel Klinisk Psykiatri“ fra 1936.

Psyko-motoriske Spændinger:
„Han er forstilt, maa tænke over sine Bevægelser hvis han skal gøre noget (gaa, spise, skrive). Han bliver standset i sine bevægelser som af en andens Vilje… Hans Handlinger er altid et frem og tilbage…“

Tanketyveri:
„Mine tanker passerer forbi mit indre som Illusioner… Det er som en anden styrer det hele, tager mine tanker og væver dem sammen med fremmede, saaledes at jeg ikke kan kende mine egne tanker igen men det er vist Filosofikum og „Hukommelsestab“. Der maa være forskellige der taler gennem mig…“
Wimmer s. 306

Skizofrene hallucinationer:
„Stemmerne lyder som to der samtaler, de spørger hende ud om hendes mest intime Forhold, gør nar af hende… kommenterende eller korrigerende, nævner et Navn… der holdes Forhør, Stemmerne tager alt, hvad hun tænker.“
Wimmer s. 301

Skizofrene vrangforestillinger:
„Jeg er Christus Filip. Christus er min farfar og Filip min far… Jeg er loven og den danske verdensmoder, mine sønner er Frederik den sjette, Frederik den ottende og Christian den tiende… Jeg har aldrig haft mit eget hoved. Det har været tilbageholdt og lagt i Rusland i evig lange tider…“
Erik Stömgren: Psykiatri (side 172)

Storhedsidéer:
„Jeg har haft Stedforældre, gaaet som et underskudt fattigt Barn, skønt alt tilhører mig hele Verden rundt. Min Fader er en Vanderbilt, Søn af den tyske Kejserinde Augusta med Frederik Gren, senere Zar Alexander 2.“
Wimmer s. 309