Kraepelins opdeling af sindssygdomme Emil Kraepelin (1855-1926) opsatte den klassifikation af sindssygdomme, som gjaldt i hele 1900-tallet og delvis stadig danner grundlag for diagnoser. Han skelnede mellem eksogene og endogene psykoser. De eksogene betegnedes som „forgiftninger“ udefra, blandt andre alkoholisme, syfilis og morfinisme. Især betragtede Kraepelin den maniodepressive psykose som endogen. Dvs. noget indefra kommende – noget personen iboende – helt uafhængigt af sjælelivets ydre påvirkninger. Vigtigst var dog hans afgrænsning af de to store endogene sindssygdomme skizofreni (tidligere kaldet dementia præcox) og maniodepressiv psykose. Kraepelin opdagede, at skizofreni indebar en opløsning af personligheden, mens den maniodepressives personlighed forblev intakt. I modsætning til Kraepelin lægger vor tids diagnosesystem, ICD-10 ikke
vægt på sindssygdommens årsag og indholdsmæssige sammenhæng |
Katatoni med grimasserende maneragtig holdning, ca. 1920. |
||
August Wimmer (1872-1937) var dansk nerve- og sindssygelæge. Han blev i 1920 overlæge på Københavns Kommunehospital og desuden professor i psykiatri ved Københavns Universitet. Wimmer udgav hovedværket „Speciel Klinisk Psykiatri – for Studerende og Læger“ i 1936, hvorfra der bringes en del citater. Bogen er forfattet i tiden før psykofarmakaens fremkomst (se planche 15) og giver derfor et godt indblik i psykosernes symptomer før den medicinske behandlings tid. Ved at beskrive de psykogene psykoser i 1916 talte August Wimmer imod Kraepelin og støttede samtidig Freuds psykoanalyse. Psykogene psykoser var sindssygdomme opstået ved traumatiske ydre påvirkinger af sjælelivet. Netop i 1916 fik man syn for sagen ved at iagttage angiveligt psykisk raske menneskers reaktion på de rædselsfulde forhold i Vestfrontens skyttegrave – de såkaldte granatchok – i virkeligheden en momentan sindssyge, fremkaldt af ekstreme forhold. |
„En gradvis næsten umærkelig Falmen eller Visnen af Følelseslivet, en emotionel Tilsanden, en voksende Følelsesforfladning. Den Syge bliver mere og mere ligegyldig og apatisk overfor sine Paarørende… taber ogsaa den følelsesprægede interesse for egne Forhold (Beskæftigelse, Fremtidsplaner)… en bristende Evne til at sætte sig i følelsesmæssig („sympatisk“) Rapport til Omgivelserne indtil den mere og mere afkapslede Selvisolering (autisme)“. Wimmer s. 2 |
||
Skizofreni opfattes som en grundform med visse primære og sekundære symptomer: De primære symptomer er: 1. forstyrrelser i kontakten med andre mennesker Sekundære symptomer: 1. hallucinationer
|
Katatonskizofren patient i foroverbøjet stilling (ca. 1936). Udtrykket kataton betyder, at sygdommen viser sig ved motorisk hypo- eller hyperaktivitet. Denne form for skizofreni begynder oftest meget akut i 25-30 års alderen og kræver hurtig indlæggelse. Sygdommen kan forløbe forholdsvis godartet med kun enkelte eller flere anfald, eller være kronisk, hvor patienten kan være farlig for sig selv eller andre på grund af voldsomme aggressioner. |
||
Skizofreni-beskrivelser fra bl.a. August Wimmers lærebog „Speciel Klinisk Psykiatri“ fra 1936. Psyko-motoriske Spændinger: Tanketyveri: Skizofrene hallucinationer: Skizofrene vrangforestillinger: Storhedsidéer: |