Depression

August Wimmers beskrivelse af depressionstilstanden:

„Den Depressive røber oftest en stærk Underlødighedsfølelse, er „selvudslettende“, overbe-skeden, søger at holde sig i Baggrunden, gøre saa lidt Ulejlighed som vel muligt, selvunderkendende, ofte selvanklagende indtil melankolske Vrangforestillinger, „tager frem sit Regnebræt“ og graver alskens store og smaa, reelle eller imaginære „Synder“ og „Forbrydelser“ frem af sit tidligere Liv.“
Wimmer s. 377

„… Adskillige Deprimerede klager over daarlig hukommelse… Et Handlingsudslag (af depressionen)… er Selvmordsforsøget eller Selvmordet… Hyppige er ogsaa mere eller mindre lykkede Selvlemlæstelsesforsøg.“
Wimmer s. 379-382

"Forskellen i Patientens Udseende i de forskellige Faser (af en manio-depressiv psykose) er ofte slaaende.“ Her ses den samme patient i henholdsvis manisk (øverste billede) og depressiv fase.

 „En Patient piller Uldtæpperne itu og pynter sig med dem, er seksuelt aggressiv, men alt med komplet Stumhed og dybt bedrøvet Ansigt.“

Wimmer s. 398 

 Depressionsbeskrivelser fra patienter

„En Patient erklærer, at hun ikke er paa et Hospital, men paa ‘Dommens Afdeling’.“
Wimmer s. 379

„En Patient forklarede: ‘Tales der til mig, bliver mange af Ordene borte, saa jeg af Meningen maa tænke mig til det manglende Ord’.“
Wimmer s. 377

„En ældre Lærerinde, altid overmoralsk, anklager sig selv: ‘...har draget hele Landet med sig i Ulykke’ og ‘altid været hjerteløs’, ‘forskudt af Gud’, ‘alle Mennesker ved besked om hendes Slethed’.“
Wimmer s. 377

„En ung melankolsk (deprimeret) Kvinde skriver til sin Fader: ‘Kære Fader! Til Tider er jeg i Tvivl om jeg maa have Lov til at betragte mig som din Datter’.“
Wimmer s. 378

Maniske tilstande

„Patienten bliver ‘opstemt’, oprømt, munter, glad, føler sig legemlig-sjæleligt… veloplagt… Grundstemningen er meget labil og paavirkelig af Miljøet… Patienten er ‘letrørt’, kan græde af Glæde eller Rørelse, over egen Fortræffelighed eller ‘Miskendelse’, eller han kan for et godt Ord blive heftig, explodere i ubehersket Vrede med Udskælden, Rasen, Voldsomhed…“
Wimmer s. 385

„Der er gerne en mere eller mindre stærk Taletrang og betydelig Tungefærdighed… Patienten skal ustandselig fortælle, give sit Besyv med, vil helst have det sidste Ord… Tilbøjelighed til Syngen, Fløjten, Raaben op… Patienten synes ikke at kende til Træthed… kan være i Aktivitet Dag og Nat… Farer fra det ene til det andet, uden at faa noget gjort færdigt, har hundrede Jern i Ilden“.
Wimmer s. 385/391

Den første sindssygelov.

I 1925 afsagdes en dom, bekræftet af alle instanser, der fastslog, at psykisk syge ikke som sådan var umyndiggjorte og dermed retsløse. I 1938 kom så Danmarks første egentlige sindssygelov, der skulle sikre de psykisk syges retsstilling overfor lægerne.

På det tidspunkt herskede der optimisme med hensyn til helbredelsesmetoder, hvilket betød, at visse svært psykotiske patienter efter sindssygeloven kunne tvangsindlægges med henblik på behandling. Politiet skulle medvirke ved tvangsindlæggelse.

Fra 1938 kunne en tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt patient klage til justitsministeren. Afgørelsen, der blev truffet af overlægerådet, hvilede dog i høj grad på den behandlende overlæges erklæring. Først i 1954 blev det muligt for psykisk syge at få en tvangstilbageholdelse prøvet ved domstolene.

Det var dog yderst sjældent, at en patient fik medhold i en klage.

 Politiet medvirkede ved tvangsindlæggelser.