Stikordsregister

Særudstillinger 2008

Aktuelle udstillinger  -  Udstillinger 2009  -  Udstillinger 2007  -  Udstillinger 2006  -  Udstillinger 2005  -  ældre udstillinger

Lauritz Hartz – den lyse side

Velfortjent fornyet opmærksomhed på kunstneren Lauritz Hartz (1903-1987)

12. september - 4. november 2008

Han er blevet kaldt “mørkemaler”. Det er umiddelbart meget svært at forstå, hvorfra denne betegnelse kommer. Vist finder man i Lauritz Hartz’ mangeårige produktion værker fra mørke perioder, men lyset er der i rige mængder i mange af hans værker.

Lauritz Hartz viste sig at være en kunstnerisk ener fra de allerførste skitser, han som ganske ung tegnede i en lille skitsebog. Fra begyndelsen forstod han at disponere fladen og fokusere på det mest betydningsfulde i motiverne.

Ingen skygger, ingen glansfulde effekter eller detaljer, men stærke konturer og kontraster mellem lethed og tyngde. Følsomt, sikkert og stemningsfuldt – Lauritz Hartz hentede overvejende inspiration og motiver i det nordsjællandske landskab.

Der har ikke siden begyndelsen af 1990’erne været særlig opmærksomhed på kunstneren Lauritz Hartz, men fra september vil det være muligt at opleve et udsnit af Hartz' malerier – overvejende landskaber – på Museet Psykiatrisk Hospital.

 

VARIATIONER
ANDERS FREDSLUND ANDERSEN
(1949-82)

Udstillingsperiode: Torsdag den 26. juni - onsdag den 27. august, 2008

Anders Fredslund Andersen var uddannet arkitekt fra Århus Arkitektskole. Anders viste sig imidlertid også at have flair for at arbejde billedligt – på lærreder, plader og papir. Han var som barn stærkt knyttet til sin far, billedkunstneren Aage Fredslund Andersen, et forhold, der også slår igennem i Anders’ egen kunst. I flere af værkerne kan man se spor af faderens motiver og malemåde og dermed de variationer, han bevægede sig i. Man finder dog et langt større udsving på skalaen i Anders’ værker, det er, som om han befinder sig i en konstant afsøgning af grænserne i kunstfeltet.

Anders eksperimenterede. Hans malerier og tegninger rummer en større heftighed, et mere gennemtrængende nu – en løsere og mere legende malemåde og motivvalg, end man typisk finder hos Åge Fredslund.

Anders Fredslund viser en udtalt følsomhed, der blev anvendt til på fornem vis at udtrykke en særlig stemning eller oplevelse med forskellige malemåder. Den kommende udstilling dokumenterer en bred vifte af de maleriske variationer, som Anders Fredslund Andersen står for. I udstillingen vises desuden to større værker af faderen, Åge Fredslund Andersen.

Mads Gadegaard Frandsen
udstiller collagemalerier og glasmalerier

Mads Gadegaard Tangentbillede

9. maj  til 3.juli 2008 i Galleri Museumscafeen

Århusianske Mads Gadegaard Frandsen udtrykker sig i en oprindelig, let tilgængelig stil, bearbejdet i hans følsomme fantasi. Billederne har en enkel, sprudlende originalitet, og bringer tankerne hen på oprindelige kulturers billedsprog. Klavertangenter, sten, fjer, reflekser og andet indgår i værkerne, som er indrammet af personligt dekorerede rammer. En legende og alvorlig oplevelse.





Om den lille “trilafonbil”, som er udstillingens emblem:
Trilafonbilen er en patients originale kunstneriske
kommentar til nye tiders medicin
– i dette tilfælde Trilafon – et antipsykotisk psykofarmaka,
som patienten åbenbart oplever blive doseret
i så rigelige mængder, at det må køres ind med varebil.
Vi taler altså om to modsatrettede bevægelser
på det gamle hospital:
Psykofarmakaens indtog og patienternes exit.

Den store udslusning

Eller hvor gik de hen,
da de gik ud ?

En psykiatrihistorisk særudstilling om perioden 1952-2007

Denne udstilling beskæftiger sig med Psykiatrisk Hospitals historie og praksis i perioden fra 1952 til i dag i sammenhæng med tidens strømninger og ideer.

Udstillingen omhandler en epoke, hvor skiftet fra anstaltspsykatri til distrikts- og socialpsykiatri muliggjordes af ny medicin/psykofarmaka. Det er også i denne periode, at “psykiatribrugeren” (tidligere: den psykiatriske patient) får stemme og giver sig til kende i den psykiatriske debat. Dette afspejles bl.a i udstillingen gennem en video-collage samt en opslagstavle med en lang række udsagn.

En bevægelse mod større åbenhed og mindre berøringsangst omkring psykisk sygdom anskueliggøres i en mængde informationsmateriale – foldere etc., som samtidig repræsenterer et andet nybrud: patient- og pårørendeorganisationerne.

Udstillingen rummer endvidere materiale, venligst udlånt af Forskningsafdelingen her på Hospitalet.

Plancherne herfra anviser nogle fremadrettede indsatsområder i den psykiatriske forskning.

 

Nogle temaer i udstillingen:

  • De psykiske sygdomme, diagnoser og behandling i perioden:

  • Elektrochok, ny medicin, kognitiv terapi, antipsykiatri, recovery mm.

  • Indlæggelser, belægning/overbelægning.

  • “LABIJED MORITANI
    ”FØR OG SIDEN”

    Udstillingsperiode: 11. april til 11. juni 2008

    Maleri af Labijed

    En udstilling af kunstneren Labijed Moritani med værker, der rækker 20 år til bage og helt frem til i dag.

    Farverne er blevet lysere og mere skingre med tiden. Udstillingen viser blandt andet denne forandring, fra en gennemgående mørk og mystisk tone i de ældre malerier til lyse og skærende kontraster af gul, pink, orange, blå og grøn, som man finder det i Moritanis malerier af i dag.

    Men ansigterne og maskerne er der stadig. Mennesker bag masker. De ser intenst og direkte tilbage på os og sender signaler om, at der er langt, langt mere inde bag dette ansigts udtryk, end man kan se og forestille sig. De udtrykker opgivelse og ulykkelighed – nogle råber om hjælp, imens andre nærmest udstråler en ro – en foruroligende ro.
    Hertil skaber farver og store penselstrøg dramatik sammen med det stærke farvevalg og de lysende felter, som understreger mørket – til tider er det øjne- ne, der lyser.

    Det er vanskeligt at løsrive sig fra Labieds motiver. De råber efter opmærksomhed – de har noget på hjerte, men skjuler det samtidig bag de små stirrende øjne.
    Selv siger Labijed: ” Jeg ønsker at give udtryk for de følelser, jeg har oplevet igennem mit liv og min udvikling. Og så er der tillige et politisk budskab i mine billeder.”

    Der er fernisering på udstillingen fredag d. 11. april kl. 15. Alle er velkomne.

     


    Ovartaci tigerkvinde

    HISTORIENS DAG – for børn og alle forældre

    Søndag 1. juni kl. 11-16
    Museets Skoletjeneste tilbyder Gratis adgang for børn og voksne hele dagen. Rundvisning hver hele time.

    PUPPARPASTA OG DEN GULE FARVE

    Besøg Ovartacis forunderlige gule verden. Hils på hans flammemennesker, tigerkvinder og ryge- fantomer. Hør hvem Ivoryjazi, lille Doris og Mama Comunista er. Efter rundvisningen kan du i Børneatelieret tegne og male dine gule indtryk. Måske finder du også ud af, hvad Pupparpasta er? Velkommen til en spændende oplevelse på Museet

    FRIRUM UDEN RAMMER

    Malerier og sandbilleder
    af Hanne Rasmussen

    18. marts til 8. maj.

    Det er en lidt tøvende debutant, der slår døren op til udstillingen ”Frirum uden rammer” den 18. marts kl 15. Hanne Rasmussen havde egentlig ikke tænkt sig at udstille sine billeder allerede. Men da hun er lige så hjælpsom som hun er original i sit udtryk, sagde hun ja, da hun blev bedt om at udstille i MuseumCafeen i marts – april.- maj

    Hanne Rasmussen er født på Sjælland, men har boet så længe i Århus at den sjællandske accent er på retur – og hendes malerier er ikke blot uden rammer, men grænseløs, internatonal, unik.

    Der er ikke noget ”almindeligt” ved denne kunstner, intet konceptuelt, ingen vedtagne normer. Hun boltrer sig som et uforfærdet og nydende barn mellem alle mulige og umulige materialer og genrerne har ikke seriøst hendes interesse. Det dér med at kunsten skal tolkes eller have en bestemt isme tilknyttet, siger hende ikke noget. Hun er upåvirket af, at omverdenen måske vil kalde hendes billeder for ekspressiv, naivistisk symbolisme – for hende er de FRIRUM. !

    Siden 2003 har Hanne Rasmussen fundet frirummet i sig selv ved at eksperimentere med farver, gel og sand på masonit… Hun siger: ” Jeg aner ikke, hvad det skal blive til, når jeg starter. Jeg tager nogle restefarver, snakker med billedet og lader det få lov at blive det, det vil være. At male er at opsøge et sted, hvor intet er rigtigt eller forkert, hvor der er frihed, humør, alvor… et godt sted… og så kommer der det ud af det, som der nu må komme…. Arbejdsprocessen er ikke let eller hurtig, et billede kan være måneder undervejs, men det er i maleprocessen frirummet manifesterer sig.”

    Cafeens åbningstider: man. ons. tors. 10 – 15, tirs 10 – 12, fre. 10 – 13, lør.12 – 16

    “HUNDESNUDER OG FANDENER”
    udstilling af billedtæpper af OLGA LARSEN

    Udstillingsperiode: 8. februar til 9. april 2008
    Læs mere om Olga Larsen

    Færøfannen med kat

    Det var med stor glæde, at Museet, Psykiatrisk Hospital en junidag i 2006 modtog samlingen af Olga Larsens billedtæpper og livshistorie af Olgas nevø, Per Abildsø. Olga Larsen blev født i 1897, og hun døde i 1972, 75 år gammel. Olgas værker er noget ganske særligt, og Olga selv var en bemærkelsesværdig person. Hun levede det meste af sit voksenliv i en lille lejlighed i København, alene og tilbagetrukket. Tiden brugte hun på at tage sig af de vilde katte og til håndarbejde, hvor hun skabte sit eget univers – en blanding af drømme om det lille landbrug, hun så brændende ønskede sig og motiver befolket af ”fandener”, huse, dyr og træer – udsprunget af fantasi, kristendom og mytologi. De fantastiske motiver er udtrykt i et farvestærkt billedsprog – skabt i tæpper syet så fast, som var de vævet, i en enkel og klar komposition, hvori Olga ofte fortæller i tekst, hvad der er på færde i motivet eller i hendes fantasi. Olgas billedtæpper placerer sig flot i krydsfeltet, hvor håndværk og håndarbejde i et frisat udtryk bliver til unikke værker – et felt der er rigt repræsenteret på Museet.

    Museumsleder Mia Lejsted

    Rene Fuhlendorff 

    udstiller på MuseumsCaféen

    fra 7. januar - 28. februar 2008

    Et par ord om mig selv og min Kunst:

    At kigge op mod solen, mærke vindens rusken - og drømme at man var kusken. Kigge på dit og dat, og at man måske mødes en nat eller dag, midt på lærredet. Det som ender på lærredet, ja hvor kommer det altså fra, er det nøje udtænkt, eller er det da ikke bare en tilfældighed, og hvad ligner det. Noget har sin ret, andet er nøje gennemtænkt. mine billede lever sit eget liv, og når jeg sætter penslen på et lærred, ved jeg aldrig i hvilket verdens hjørne, jeg igen stopper. Billedet arbejdes frem strøg for strøg, og lige pludselige, har verden fået noget, den ikke anede den manglede. Jeg har malet med stigende interesse og flid siden 1981, og i dag har jeg efterhånden fundet den rød tråd. Jeg laver ca. 30-40 ny billeder pr år, så der er da ved at være lidt af et lager, at vælge imellem.

         Rene Fuhlendorff

    JULEBAZAR I Museets Kreative Værksteder
    Fredag den 28. november 2008 kl. 11 - 17

    Så nærmer julen sig i De Kreative Værksteder.
    Fredag den 28. november 2008 byder vi velkommen til julebazar, hvor du kan foretage unikke og fantasifulde julegaveindkøb. Der sælges kunsthåndværk fremstillet af medarbejdere og brugere i værkstederne. Giv et trendy håndknyttet armbånd, en skøn skindtaske, kreative keramikfigurer, spændende glaskunst eller smukt tekstiltryk i naturmaterialer. Til at sikre julestemningen vil der være søde nisser i keramik eller nålefilt, kreative julekort i håndlavet papir og meget andet. Alt er håndlavet og derfor unikt.

    De Kreative Værksteder er et fristed tilknyttet Museet, hvor der er i dagligdagen er mulighed for at bruge sig selv kreativt i et levende og inspirerende miljø. Kom og få inspiration til julegaverne, og få samtidig et indblik i værkstedernes mange muligheder for kreative udfoldelser.
    Der vil være alkoholfri glögg/kaffe/te og æbleskiver.

    Tid og sted: Fredag den 28. november 2008 kl. 11-17
    De Kreative Værksteder
    I kælderen under Museet, Psykiatrisk Hospital
    Skovagervej 2, 8240 Risskov
    tlf. 7789 3672