Alfred - Marie

De tre forplejningsklasser

Patienterne på det psykiatriske hospital var i 1800-tallet og faktisk indtil slutningen af 1920erne delt op i tre klasser, 1., 2. og 3. klasse.

De tre klasser svarede til, hvor man var placeret i samfundet. 1800-tallets samfund var et stændersamfund. Man var delt op i tre stænder. 1. klasse på hospitalet var de højere stænder, de rigeste. 2. klasse var middelklassen, mens 3. klasse var den lavere borger- og bondestand, tjenere og andre fattige.

Alt efter hvilken klasse, man tilhørte, betalte man tre forskellige priser og fik tre forskellige slags behandling, leveforhold og forplejning. Derfor hed det forplejningsklasser.

Nu kan I vælge at følge en patients liv gennem en dag i 1899: Alfred fra 3. klasse eller Marie fra 1. klasse.

Alfred, 3. klasse.

Marie, 1. klasse.

Hvorfor så disse forskelle?

Nu har I fulgt en dag i Alfreds liv og en dag i Maries liv. Og I har skrevet de forskelle ned, som I har bemærket.

I tænker måske, at det er lidt uretfærdigt, at patienterne skulle forskelsbehandles.

Årsagen var, at man ikke skulle forvirre patienterne. De skulle mødes med forhold, de var vant til.

Det gav faktisk på den måde mening, at der var forskellige forhold for forskellige mennesker. For det var sådan, samfundet var bygget op.

Nu har vi jo kun fulgt en 1. klasses og en 3. klasses patient. Hvad med 2. klasses patienterne? Deres vilkår mindede ret meget om 1. klasse-patienternes. De gik også i eget tøj, havde fine møbler osv.

Alt i alt må man sige, at alle patienter på det psykiatriske hospital i Risskov havde gode vilkår. Og det var, fordi overlægen Harald Selmer gik op i, at de skulle have det godt. Og det var helt nye sager på det her tidspunkt.

Nye tider for psykisk syge

Det var altså virkelig nogle helt nye ting, der blev introduceret her på hospitalet:
  1) At psykisk syge skulle have det godt.
  2) At psykisk sygdom blev set som en sygdom på linje med andre fysiske sygdomme.
  3) At det derfor ikke var personens egen skyld.
  4) Og at psykisk sygdom kunne behandles og helbredes.
Idéerne kom fra Europa; Frankrig, England og Belgien, men Selmer var simpelthen banebrydende i Danmark med de her ting.

Selmer var også imod brug af vold og tvang. Hvilket sådan set er overraskende, når man ser på andre europæiske lande på det her tidspunkt. Her blev der nogen gange brugt noget, der minder om tortur: sult, tørst, glødende jern, pludselig nedstyrtning i koldt vand.

Indimellem kunne det være nødvendigt at bruge en tvangsdragt eller at spænde patienten fast til en stol eller en seng med et bælte, men det var ikke noget, man brugte særlig meget.

I 1800-tallet og indtil 1950erne havde man ikke ret mange former for medicin. Den vigtigste behandling var: At være på hospitalet og at være beskæftiget med noget. Man brugte dog også varme bade, åreladning og kopsætning.

I 1950erne kom medicinen så til, og det gjorde en kæmpe forskel. Det var et enormt fremskridt.

I 1980'erne kom psykoterapien til, altså behandling gennem samtale. Nu kan behandling i det hele taget i højere grad foregå i den psykisk syges eget hjem og ikke nødvendigvis på et hospital.

Nu hvor I har fulgt Alfred og Marie gennem en dag, er der blevet lagt vægt på: hvad de har lavet i løbet af en dag og ikke så meget, hvordan de har haft det. Det må I selv tænke lidt over og gætte jer til.

God fornøjelse!

 

Information og tilmelding: Leder af Børneatelieret Elaine Møller. Tlf.: 4185 6291