Museet Psykiatrisk Hospital i Århus
The Museum at the Psychiatric Hospital in Århus

...fortsat   Da Ovartaci ved afslutningen af restaureringsarbejdet i kælderen her på Hospitalet kom på besøg, studerede han først og fremmest murmalerierne meget grundigt, og da jeg spurgte ham om, han var glad for, at vi havde afdækket malerierne, svarede han, at det måtte jo komme. Jeg tror, at han mente, at vi måtte komme til fornuft og afdække malerierne, der havde betydet så meget for ham og følgelig også burde værdsættes af os.

Da jeg spurgte om danserinden var en ægyptisk mavedanserinde, morede han sig og sagde, at modellen snarere var en sygeplejerske, men at det i øvrigt var den kvinde, som alle mænd drømmer om. Vi tror faktisk at modellen var Josefine Baker, der under et besøg i København i 1930erne blev meget omtalt i pressen.

Danserinden findes i øvrigt også som skulptur på Kunstmuseet, og det siges at Ovartaci på samme måde, som han solgte sine rygefantomer også solgte danserindefigurer skåret ud i træ.

Om maleriet med de indianerlignende telte og et blåt hjerte, sagde Ovartaci ved samme lejlighed, at det nok var "Det Blå Folk" symboliseret ved et blå hjerte. Ovartaci har i øvrigt fortalt mig, at han på et vist tidspunkt boede hos "Det Blå Folk" i Nordafrika under en af sine mange tidligere tilværelser.

Det er konservator Lars Vester Jacobsen, der har trukket malerierne af væggene og restaureret dem på fremragende vis, og det er vi meget taknemmelig for.

På en af væggene i kælderen var murmalerierne i nederste halvdel helt ødelagt af reparationer af muren. Det beklagede jeg overfor Ovartaci, men han gav udtryk for, at det skulle jeg ikke være ked af, for maleriet forestillede faktisk en gruppe mennesker op vej op til en danseplads, så den ødelagte del af maleriet spillede ingen større rolle for maleriet som helhed.

Ovartaci fortalte i øvrigt ved samme lejlighed, at hele udsmykningen i kælderrummet var et udtryk for vejen til frihed, der efter Ovartacis mening, først og fremmest går gennem kvinden og kvindens psyke, og dragen, der for Ovartaci, som f.eks. også for kineserne er et symbol på noget meget positivt. For Ovartaci var dragen først og fremmest et symbol på personlig frihed, værdighed og livskvalitet, noget Ovartaci håbede engang ville blive muligt at opnå også for patienter her på hospitalet og sindslidende i det hele taget.

Ovartaci skabte sig på trods af, at han opholdt sig på Psykiatrisk Hospital i Risskov i 56 år en misundelsesværdig åndelig frihed, en frihed, han opnåede gennem sine kampe med institutionen - systemet, hospitalet mange hæmmende forhold og et fantastisk engagement i sit arbejde med sin kunst og med sig selv. Det hele var en selvbehandlingsproces, der førte til mere personlig frihed og en bedre livskvalitet end det er tilfældet for mange psykisk raske.

Ovartaci ønskede ikke at tage imod nogen form for behandling herunder også psykofarmaka. Man gav ham i 1950'erne i en meget kort periode psykofarmaka i maden, men det fik personalet på afdelingen hurtigt stoppet, specielt fordi hans kunstneriske aktivitet og kvalitet aftog, og det forhold at han psykisk fik det dårligere.

Når nyansatte læger foreslog, at give Ovartaci psykofarmakabehandling fik sygeplejerskerne altid lægerne overbevist om, at det nok ikke var nogen god ide, da Ovartaci helt klart befandt sig bedst uden psykofarmaka og i øvrigt ikke ønskede få nogen form for behandling.

Ovartaci behandlede sig selv fra morgen til aften gennem sine kunstneriske aktiviteter, som også for ham var et særdeles meningsfyldt arbejde.

I dag tales og skrives der meget om Recovery - det at komme sig fra sindslidelser. Ovartaci viste to veje til Recovery igennem kreative aktiviteter og meningsfyldt arbejde - der for Ovartacis vedkommende var det at arbejde med sin kunst hver dag fra morgen til aften.

Jeg håber meget at hospitalet, patienter, pårørende og andre gæster og medarbejdere vil værdsætte Ovartaci udsmykningen i dette meget smukke rum. Ovartaci fik i sin tid afslag på sit tilbud om at udsmykke hele hospitalet. Jeg håber, at han i den tilværelse han nu befinder sig i, vil sætte pris på, at han trods alt kom til at udsmykke hovedindgangen til den ene halvdel af hospitalet og på denne baggrund måske tilgiver hospitalet at man i sin tid dækkede hans pragtfulde murmalerier til, såvel her i kælderen som i Dalstrup.

Der er ingen tvivl om, at udsmykningens kunstneriske kvalitet ligger fuldt på højde med den kunst, der udstilles på de bedste museer i verden.

Johannes Nielsen

tilbage til forside