The devil´s artist
Eine Teufelsbildmacherin
Olga Larsen. Foto ca 1945. På Strøget
Olga Marie Alvilda Larsen blev født den 1. februar 1897. Hun døde den 26. oktober 1972, 75 år gammel. En høj alder i betragtning af den skæbne, hun fik i livet. Hendes hjemsted var København, som hun vist aldrig kom udenfor på noget tidspunkt. Forældrene, skrædder Niels Christian Larsen og Emma Amalia Persdotter af skånsk oprindelse, fik senere en søn, den to år yngre William Joseph Einar Larsen. Faren døde. da børnene var henholdsvis tre og et år gamle.
En enlig mor uden uddannelse og alene med to blebørn, fristede en kummerlig tilværelse omkring århundredeskiftet. I dette tilfælde var det sociale netværk morens to ugifte svigerinder og deres fælles venner i en frikirke på det indre Nørrebro, hvor de boede. Moren klarede til dagen og vejen som sypige hos forskellige skræddermestre, som manden havde arbejdet for.
Børnene fik deres skolegang og opdragelse i kvarteret omkring Turesensgade. Deres opvækst formede sig ikke anderledes end de andre arbejderfamiliers børn, og dem var der mange af. Modvægten til det på mange måder barske liv, der herskede i gaden, fik de i søndagsskolen og omgangskredsen i det frikirkelige miljø, som moren og svigerinderne plejede trofast.
Olga blev som ung pige grebet af dette miljø og tilsluttede sig i en årrække Frelsens Hær, hvor hun med sin guitar og sammen med ligesindede opsøgte værtshuse og barer for at redde fortabte sjæle. Under et sådant korstog blev hun væltet af en hest, der ulykkeligvis trådte på hendes venstre hånd. Tommelfingeren blev læderet og forblev resten af hendes liv som en vissen kvist på en gren.
Denne hændelse kom til at ændre hendes liv. Den livlige og frimodige pige blev indesluttet og lidt sær. Hun skjulte altid tommelfingeren, når der var andre tilstede og brød sig ikke længere om andres selskab.
Hun gik moren tilhånde med sytøjet og de hjemlige sysler, men holdt sig for sig selv til stor sorg for den lille famile. Hun yndede at sidde i en stol i en trancelignende stilling og fantasere, mens hun trillede sine tommelfingre om hinanden.
Forholdet til lillebroderen udviklede sig ikke godt. William anså Olga for lidt af en original, som han lagde afstand til. Han mente endda, at hun var blevet besat af en ond ånd, når hun sad og fantaserede højt. Han skammede sig over hende, og da han senere blev gift og fik børn, gjorde han, hvad han kunne for at begrænse børnenes kendskab til hende, for at hun ikke skulle påvirke dem i en uheldig retning.
William, moren Emma og Olga Larsen, ca. 1925
Photo: Hauerslev Fælledvej 9, København,
Photono. 39576
Flere år før moren døde i 1939 kom Olga ud at tjene som kokkepige. Et arbejde, hvor hun både fik kost og logi og på den måde kom hjemmefra. Hun tjente i flere herskabshjem, til hun blev i nærheden af de 60 år. Efter lange arbejdsdage sad hun i sit lille hummer af et værelse, ivrigt arbejdende på sine billedtæpper, som nu fyldte hele hendes liv og hvor hun søgte at realisere sine, for udenforstående, uforståelige drømme, der med tiden udviklede sig til en hel religion eller gudeverden.
Olga fik på sine senere år sin egen lille lejlighed, først i Stengade på Nørrebro og senere på Halmtorvet nr. 24, 2. sal på Vesterbro, hvorfra hun blev indlagt på Kommunehospitalet, inden hun døde. Naboerne kendte hende som kattedamen, fordi hun fodrede de vilde katte, der strejfede om i gårdene i kvarteret. Hendes lejlighed stank af kattepis, og naboerne så skævt til hende, både på grund af kattene og hendes mærkværdige påklædning, som om vinteren var garneret med aviser omkring benene for at holde varmen.
Det er under sådanne omstændigheder, Olga Larsens billedtæpper er blevet til. Fremstillet af garnrester, som omhyggeligt og uden noget forlæg ud over fantasien, blev knyttet og syet på en bund af ostelærred indkøbt hos spækhøkeren. Den kraft, hun har brugt for at fremstille sine billedtæpper er en urkraft, der har drevet nålen gennem materialet. Der er ikke nogen anden forklaring på, at denne spinkle kvinde med en invalideret hånd, kunne lave disse på engang enfoldige, men i kompositionen dog skønne billedtæpper, så stive som et bræt. Jeg ser hende for mig en dunkel aften, siddende over sit håndarbejde i en tarvelig, rodet og ildelugtende stue, kun oplyst af en enkelt uskærmet loftlampe. Men det ænsede hun ikke og sikkert heller ikke mig, der lidt hovedrystende og medfølende betragtede hende. For i sin bevidshed sad hun ikke i stuen, hun var et eller andet sted i sin fantasiverden, et sted i nærheden af den nordiske mytologi.
Navne som Islænder-Fanden, Grønlænder- Fanden, Færø-Fanden og Guderne Hunde- snuderne, der gav navne til billedtæpperne, var reelle nok. De fandtes i hendes univers, der var centreret om et lille landbrug, der lå omgærdet af udstrakte vidder, og hvor hun uforstyrret kunne omgive sig med heste, får, geder, katte, hunde og køkkenhave. Derude, hvor hendes opdigtede guder herskede, og som hun rokerede rundt med som i et brætspil.
Vel var hun sindsforvirret, sindslidende. Men rablende sindssyg? Nej. Hun kunne føre en nogenlunde normal samtale, spørge til familemedlemmer og besvare spørgsmål om sine egne forhold. Men hun vendte altid tilbage til at fortælle om det, der optog hende: den fantasiverden, hun forsøgte at skildre i sine billedtæpper.
Hvorfra fik hun farvesammensætningen og kompositionen? Garnresternes begrænsede farveudvalg satte grænser for udfoldelsen. De blå, grønne og røde farver er fremherskende som himmel, jord og tekstbord og ligesom giver sig selv. Men kompositionen er speciel og leder tanken hen på et kunstnerisk talent, som aldrig blev udviklet. Når man betragter de særprægede billeder, tænker man uvilkårligt: hvad kunne det ikke være blevet til, hvis bomuldsgarnet var skiftet ud med pensler og oliefarver.
Olga Larsen satte sit eftermæle i sine håndarbejder. Uden dem og deres bevarelse for eftertiden ville hun være glemt, som den aske hun efterlod. Hun efterlod sin fantasifulde drøm til dem der ser hendes billedtæpper. Hun skabte dem for sin egen skyld, uden tanke på andres interesse for dem. Men som med al god kunst bliver man enten forarget, funderende eller fortryllet ved synet af dem. Men ikke uberørt, dertil er de for unikke.
Kunst? Hvad er kunst? Olga Larsen tog aldrig selv ordet i sin mund. Kommenterede aldrig, om et billede var godt eller skidt. Hun så selv kun motivet i billedet og tænkte velsagtens heller ikke på al den smerte, som hun fysisk og psykisk måtte gennemleve, mens hådarbejdet langsomt skred frem.
For hende var det et håndarbejde som det at strikke eller brodere efter et mønster. Men opskriften havde hun i sit sindsforvirrede hoved i form af billeder, der udsprang af en længsel efter at bo på landet omgivet af sine guder, heste, får og geder. Det liv, hun aldrig fik på stenbroen udover samværet med sine vilde katte.
De billedtæpper, som hun selv kaldte "godbeliner" og de smukt broderede duge, hun efterlod sig, var dømt til tilintetgørelse. Broren ville brænde dem, de var jo befængt med alverdens troldom og gudsbespottelse. Det kunne man jo se på billederne og teksterne. Eller rettere, man kunne ikke se hverken hoved eller hale i nogenting. Det var den rene gudbespottelige galskab.
De blev alligevel reddet for eftertiden. Men til hvilken fremtid? Hvilke vægge skal de smykke, hvem skal de forarge, forundre eller fortrylle?
Olga Larsen var svær at forstå, både når hun talte og arbejdede. I sin enfoldighed var hun en ener uden selv at vide det. En fandens billedmager. Hun fik forløsning gennem sit hårde slid med håndarbejdet. Der var ingen anden mening i hendes ellers ensomme liv.
Per Abildsø
Per Abildsø skænkede i 2006 Olgas værker til Museet, Psykiatrisk Hospital, hvor de fremover kan ses.
William, moren Emma og Olga Larsen, ca. 1910