10. Jydske Asyl  

ForplejningsklasserPatientopdelingFysiske behandlingsmetoder og tvangsmidlerHjalmer Helweg om celleisolation Resultater af behandlingOverbelægning

Dør fra et dansk
sindssygehospital med luge,
hvorigennem personalet
kunne sætte mad ind i en
sygestue eller „celle“.

Forplejningsklasser

På Jydske Asyl blev patienterne inddelt i 3 forplejningsklasser.


I 1856 var
priserne:

pr. år

pr. dag:

1. klasse:

360
rigsdaler

ca. 2 kroner

2. klasse:

272
rigsdaler

ca. 1½ krone

3. klasse:

200
rigsdaler

ca. 1 krone

Uformuende:

50
rigsdaler

ca. 30 øre

1 rigsdaler = 2 kroner For uformuende og forsørgelsesberettigede (på 3. klasse) var de første tre måneder gratis.

I 1874 var priserne (kronen indført):

pr. år

pr. dag:

1. klasse:

730 kroner

ca. 2 kroner

2. klasse:

548 kroner

ca. 1½ krone

3. klasse:

394 kroner

ca. 1 krone

Uformuende:

201 kroner

ca. 60 øre

 

Den største prisstigning havde ramt de uformuende, som måtte affinde sig med en stigning på ca. 100 %. De tre første måneder var dog stadig gratis, og ofte var det hjemstavnskommunens fattigvæsen, der betalte for dem. De højere klasser betalte selv for den noget finere pleje.

Patientopdeling

I tidsrummet 1852-1877 var der 2948 indlæggelser fordelt således:

1. klasse:

9 % = 265 patienter

2. klasse:

13 % = 384 patienter

3. klasse:

78 % = 2.299 patienter

Udover at være klasse- og kønsopdelt var patienterne tillige opdelt efter deres sygdoms voldsomhed. Der var herudover en speciel afdeling for ustyrlige af alle klasser.

Selmer var ellers af den opfattelse, at de dannede højere klasser var mere forfinede og defor mere sårbare, men han måtte erkende at de hårde livsvilkår blandt de laveste klasser (husmænd, tyende o.s.v.) til dels medvirkede til udbrud af sindssyge især hos kvinderne, der fyldte godt i patientstatistikken.

Fysiske behandlingsmetoder og tvangsmidler 1852-1877

En museumsmedarbejder
demonstrerer en spændetrøje.

Fra begyndelsen var der ringe mulighed for medicinsk behandling. Der anvendtes mest beroligende pulvere og celleindlæggelse til de voldsomme. Helbredte var de, som nogenlunde kunne genoptage tidligere livsførelse og kontakter samt eventuelt arbejde. I hospitalets første år udgjorde antallet af genindlæggelser kun 15-17 %.

Af fysiske behandlingsmetoder anvendtes prolongerende (forlængede) bade og opium. Fra 1857 også stryknin og sengeleje. Af tvangsmidler anvendtes håndlåsen, tvangsstolen, spændesengen, tvangstrøjen, bælter, handsker eller fod-remme. Så vidt muligt i yderst begrænset omfang. I 1870´erne var der forsøg på helt at afskaffe brugen af tvangsmidler.

Resultater af behandlingen

I sin statistisk grundige oversigt over sit hospital i 1879 havde Selmer også tal på resultaterne af behandlingen. I forhold til samtlige indlagte i perioden 1852-77 udgjorde helbredte og bedrede følgende andele:

 

mænd
(1476)

kvinder
(1472)

begge kjøn
(2948)

helbredte

29,33 %

31,52 %

30,43 %

bedrede

14,84 %

18,34 %

16,59 %

I alt

44,17 %

49,86 %

47,02 %

H. Selmer: „Sindssygeanstalten ved Aarhus 1852-77“, 1879.

I følge Harald Selmer blev patienten ikke helbredt, som om han ikke havde været ramt af sindssygdom. Risiko for tilbagefald var altid tilstede. Og selv om patienten ikke fik tilbagefald, var denne for altid mærket af sygdommen.

Celleisolation

Cellerum fra begyndelsen
af 1900-tallet.

Psykiateren Hjalmer Helweg om celleisolation : „Ensomheden virkede i Længden som et Irritament. Uro og Hallucinationer forstærkedes, Patienten lagde sig Uvaner til, blev umanerlig og svinsk, og der fremkom det uhyggelige Behandlingsprodukt, der er bleven betegnet med navnet Cellepatienter. Patienter, hvis fuldkommen udiciplinerede og næsten dyriske Væsen frembød et lige saa sørgeligt som modbydeligt Syn… og som den Dag i Dag ikke er et ualmindeligt Behandlingsresultat paa vore smaa amtskommunale Anstalter“.

Overbelægning

I hospitalets første 20 leveår var belægningen støt stigende. Kort efter åbningen af anstalten var gennemsnitsbelægningen pr. dag ca. 60 patienter. I 1868 havde belægningen rundet de 400 patienter pr. dag – en stigning på over 700 %. I 1882 påvistes det, at Jydske Asyl kun havde kunnet optage ca. 2/3 af de patienter, der søgte om optagelse.

Ved hospitalets 100 års jubilæum i 1952 – lige inden psykofarmakaens gennembrud – kunne professor Erik Strömgren konstatere, at hospitalet, der var bygget til i alt 468 patienter, nu rummede 810 patienter (det normerede antal sengepladser var 730!).

De følgende års psykiatripolitik medførte en kraftig nedskæring i antallet af sengepladser på de store hospitaler.