19. Psychoactive Drugs

Hvad er psykofarmaka • Virkning • Forskellige slags • Moderne antidpressiva • Minimering af bivirkninger • Helhedsbehandling • Synapsen

Hvordan virker psykofarmaka ?

Psykofarmaka griber ind i de biologiske
processer i hjernen, som er forstyrrede ved
psykiske lidelser. Som eksempel (Se tegningen)
er vist et billede af de områder i hjernen, som
ikke fungerer hensigtsmæssigt ved depression,
og de vigtigste kliniske symptomer
som følge heraf.

Hvad er psykofarmaka

Psykofarmaka er lægemidler, der har specifik indvirkning på psykiske funktioner som f.eks. stemningsleje, følelser og tænkning. Herigennem søges de psykobiologiske forstyrrelser, som karakteriserer psykiske sygdomme, normaliseret.

Psykofarmaka bruges således primært til behandling og forebyggelse af psykiske sygdomme, men visse psykofarmaka har et bredere indikationsområde, der også omfatter feks. krise- og belastnings-reaktioner hos normale foruden lettere søvnforstyrrelser.

Langt tilbage i historien har mennesket benyttet kemiske stoffer i kurativt øjemed. Den anxiolytiske og sederende effekt af alkohol og opium er velkendte eksempler. I sidste århundrede og begyndelsen af dette blev en række kemiske forbindelser anvendt som psykofarmaka, bl.a bromsalte (1838), kloralhydrat (1869) og barbiturater (1903).

Den moderne psykofarmakologi udvikledes for alvor i midten af det 20. århundrede med fremkomsten af lithium (1949) til behandling af maniske tilstande og forebyggelse af stemnings-svingninger, i 1950'erne med fremkomsten af antipsykotika (tidligere kaldet neuroleptika), antidepressiva (iproniazed (1952), imipramin (1957)) samt anxiolytika og hypnotika (meprobamat (1954) og klopoxid (1956)).

Der er siden udviklet en række nye farmaka („2. generation“), men det drejer sig i al væsentlighed om farmaka inden for de hovedgrupper, der aftegnede sig i midten af det 20. århundrede. Et særkende er dog en mere specifik farmakodynamisk påvirkning, f.eks. af synaptiske processer. Nyere udviklede lægemidler har typisk en gunstigere bivirknings- og farmakokinetisk profil, men ikke større effektivitet sammenlignet med de klassiske præparater.

Forskellige slags psykofarmaka

Der findes mange forskellige psykofarmaka. Man inddeler dem i nogle hovedgrupper ud fra deres vigtigste virkning.

Antipsykotika (tidl. kaldet neuroleptika) benyttes til behandling af skizofrene, paranoide, akutte og forbigående psykotiske tilstande, samt til behandlingen af manier i den akutte fase og ved svære depressioner præget af vrangforestillinger. Stoffernes sederende virkning udnyttes ved behandling af organiske, psykotiske tilstande præget af uro. Da stofferne ikke giver anledning til misbrug og har en vis anxiolytisk effekt, benyttes de også i behandlingen af angst og søvnforstyrrelser.

Antidepressiva blev til at begynde med næsten udelukkende anvendt i behandling af den depressive fase af stemningssygdom (bipolær affektiv lidelse, tidligere maniodepressiv psykose). De er dog også virksomme over for andre depressive tilstande og visse former for angst (specielt panik-angst), tvangstilstande, bulimi samt urotilstande hos personer med organisk demens.

Stemningsstabiliserende farmaka benyttes til forebyggelse af stemningssvingninger hos personer med recidiverende affektive lidelser, især af bipolar type, dvs såvel maniske som depressive faser. Gruppen udgøres af lithium og visse antiepileptika (karbamazepin og valproat). Stofferne kan også benyttes i behandlingen af de maniske sygdomsfaser.

Anxiolytika og hypnotika benyttes til mindske angst, uro og muskelspændinger ved ikke-psykotiske tilstande samt ved visse søvnforstyrrelser, især insomni. Stofferne benyttes desuden i abstinensbehandlingen af forskellige afhængighedssyndromer.

Farmaka mod organiske psykoser (delirium og demenstilstande). Visse former for delirium (akut organisk psykosyndrom) kan behandles med anxiolytika. Progressionen af visse demenstilstande, især Alzheimers Sygdom, kan hæmmes ved brug af farmaka, der især påvirker kolinerg neurotransmission.

Farmaka mod afhængighed af psykoaktive stoffer. Over for afhængighedstilstande benyttes en række forskellige farmaka, afhængig af stoffets art og stofindtagelsens varighed. Der er farmaka til at mindske eller bringe en rustilstand til ophør samt til at forebygge recidiv ved afhængighedssyndromer, eller til substitutionsbehandling af afhængighed som led i reduktion af de samlede skadevirkninger ved fortsat stofindtagelse.

Moderne antidepressiva

Moderne antidepressiva illustrerer, hvordan man ud fra kendskabet til de mange kemiske processer i synapsen har kunnet fremstille antidepressiva med forskellig virkningsmekanisme. Det giver muligheder for at give behandlingen meget individuelt.

Der er to hovedgrupper inden for antidepressiva, som igen er inddelt i forskellige undergrupper:

Klassiske antidepressiva:

Nyere antidepressiva:

•  SSRI
       • citalopram (Cipramil)
       • sertralin (Zoloft)
       • paroxamin (Seroxat)
       • fluvoxamin (Fevarin)
       • fluoxetin (Fontex)

Fra aviser og TV har man haft stor opmærksomhed på de antidepressiva, som især hæmmer genoptagelsen af signalstoffet serotonin, og man har misvisende kaldt dem for „lykkepiller“. Blandt fagfolk kaldes de SSRI-præparater. Det er en forkortelse for det engelske udtryk Selective Serotonin Reuptake Inhibitors eller Serotonin Specific Reuptake Inhibitors, dvs lægemidler, der specifikt hæmmer genoptagelse i synapsen af serotonin.

•  SNRI · venlafaxin (Effexor)

•  NARI · reboxitin (Edronax)

•  NaSSa · mirtazapin (Remeron)

•  RIMA · moklobamid (Aurorix)

Minimering af bivirkninger

Alle effektive psykofarmaka har bivirkninger. Man søger at mindske bivirkninger ved præcis diagnostik. Man må meget nøje afklare, hvilken lidelse patienten har, samt de vigtigste symptomer. Man skal give en korrekt dosering, som må afpasses individuelt. Man skal desuden behandle tilstrækkeligt længe og nøje følge virkning og eventuelle bivirkninger.

Måling af blodets indhold af lægemidlet kan være vigtig for at sikre den korrekte dosering. For lav dosering af lægemidler vil bevirke, at effekten udebliver, for høj dosering, at der kommer unødige bivirkninger.

Helhedsbehandling

Moderne psykiatrisk behandling er en helhedsbehandling, hvor man tager hensyn til såvel biologiske som psykologiske og sociale faktorer. For nogle kan psykofarmakologisk behandling og rådgivning være tilstrækkelig, men ikke for andre. Det må afgøres ved nøje klinisk vurdering og samtale med den enkelte patient.

Synapsen

Gennem en række komplicerede kemiske processer i hjernen dannes der særlige signalstoffer (f.eks stoffet Serotonin), der bringer signal fra én nervecelle til den næste. Når serotonin via særlige modtageområder på den efterfølgende celle har udøvet sin virkning, sker der en lang række andre kemiske processer. På den måde videresendes signalet.

På afsendercellen er der en meget vigtig mekanisme, nemlig en slags pumpe (serotonin transporter), der sørger for, at serotonin genbruges af cellen. Pumpen genoptager serotonin.

Det antages, at der ved depression er for lidt serotonin til at overføre signal fra én celle til en anden. Nogle antidepressiva hæmmer genoptagelsen af serotonin, mens andre antidepressiva primært hæmmer andre signalstoffer. Resultatet er i alle tilfælde, at signaloverførslen bliver normal igen. Parallelt hermed aftager depressionen, og den syge bliver efter nogle måneders behandling rask.

Afsnttet om psykofarmaka er udarejdet af
Professor Raben Rosenberg, Institut for Biologisk Psykiatri