Ordet gal
Ordet gal kendes fra oldnordisk
som "galr" (substantiv) eller
"galder" (verbum) i
betydningen "at skrige". Det er
det samme ord, som vi har i
hanegal.
Bindegale
I nordens oldtid kunne folk blive "bindegale", så der måtte lægges bånd på dem, eller de
kunne slås med "bevogtningssygdom" (sindssyge). Denne kunne være kynfylgja
(slægtssygdom; arvelig).
Onde Ånder
Onde ånder blev sendt af Gud, eks. Kong Sauls tungsind. David spredte Kongens
tungsind med sit harpespil - en af de ældste omtaler af „musikterapi“
"Ubalance i legemets væsker"
(Humoralpatologi)
Den klassiske græske lægevidenskab omkring 400-tallet f. Kr. var frigjort fra overtro om besættelse af onde ånder. Den byggede på klinisk iagttagelse af de syge og deres symptomer og søgte at give sammenhængende diagnoser. Melankoli, mani og freni er græske ord. Sygdomme skulle forklares ud fra naturen. Grækerne mente, at sygdomme er begrundet i fejlagtig sammensætning af legemets væsker (humoralpatologi).
Humoralpatologien hævdede således, at ubalance mellem legemsvæskerne blod, galde, slim og vand (grundlaget for de fire temperamenter) gjorde folk syge - også sindssyge. Ubalancen forhindrede altså den græske idealtilstand - en sund sjæl i et sundt legeme.
Den romerske læge Galen fra 100-tallet e. Kr. satte humoralpatologien i system. Behandlingen af sindssyge var rationelt betinget. Blandt andet anvendtes varme bade, opmuntring, urter, gnubben under fødderne og afpassede chokeffekter.
Fra middelalderens begyndelse blev humoralpatologien, som så megen anden græsk tænkning, holdt i live af araberne.
Djævleuddrivelse
I Middelalderen indordnede den dominerende romersk-katolske kirke den oldgræske
lægevidenskab under sine dogmer. Ifølge kirken var verden splittet i kamp mellem Gud
og Djævelen, mellem godt og ondt - dyd og synd. Den sindssyge betragtedes som
besat af en ond ånd, og behandlingen herimod var uddrivelse (eksorcisme) af selv
samme ånd.
Formidlet af bisper, præster og munke bestod uddrivelsen i at påkalde Guds hellige kraft
ved bøn, hellige kilder og ikke mindst relikvier. Muligvis har det påvirket enkelte til at
føle sig raske i en vis periode.
Humoralpatologi og
djævlebesættelse
Humoralpatologi og
djævlebesættelse kunne godt
forenes. Ved besættelse
(sindsyge) var der for megen
varm væske i kroppen, og
djævelen sætter jo pris på god
varme!
Narreskibet.
Årsagen til sindssyge så man
i middelalderen i personens
løsagtige levned. Mad, vin
og forslystelsessyge skildres
her i Hiernymus Bosch' billede
"Narreskibet" (ca. 1500).
Sindssyges retsstilling i middelalderen
Fra tidlig Middelalder var det slægten (ætten), der skulle tage sig af den gale. Dette
indebar, at den nærmeste i slægten overtog det retslige ansvar for den sindssyge, der
så blev umyndiggjort. Hvis den gale havde øvet en voldsdåd, skulle værgen bøde
herfor. Hvis den syge blev ustyrlig gal, kunne værgen spærre ham inde eller binde ham
med tingets tilladelse.
Den såkaldte Eriks Sjællandske Lov (ca. år 1200) indeholder den ældste skrevne danske
bestemmelse om sindssyges retsstilling (det vi i dag kalder retslig umyndiggørelse):
„Om mand vorder gal. Kommer det sig, at nogen mand har enten en broder eller en nær frænde, der mister sit
vid og har jord eller ejendom, som han nødig vil at hin skulle afhænde, da skal han tage
de bedste mænd af bygden… med til tinge og der lyse, at hin ikke har sit fulde vid.“
Denne bestemmelse gik over i Danske Lov 1683.
De lettere sindssyge/åndssvage – man skelnede ikke – kunne friste livet som
landsbytosser. Selv om de sikkert blev drillet meget, forblev de dog i „lokalmiljøet“.
