11. Tidlig anstaltspsykiatri  

Anstalten – et isoleret miljø • Bag anstaltens høje mure • Psykiatri som speciale • Det første antipsykiatriske oprør • Det helbredende sengeleje • Kvindelige sygeplejesker

Anstalten – et isoleret miljø

Fra ca. 1900 stod de store anstalter, med deres murmasser, anbragt på afsides og naturskønne steder, som en slags psykiatriens uindtagelige fæstninger. Både patienter og læger virkede i et isoleret miljø – de ledende læger var suveræn myndighed. Strikse regler og overbelægning kunne føre til ydmygende behandling af patienterne, som i praksis var umyndiggjorte.

Bag anstaltens tykke mure

I begyndelsen af 1900-tallet var opsynsfolk stadig dårligt uddannede. En egentlig plejeruddannelse kom først i gang omkring 1. verdenskrig. „En af patienterne var meget urenlig, og når han skulle vaskes tog karlene ham ned i et rustent kar med koldt vand og skrubbede ham med en gadekost“. (Beretning fra en tidligere opsynsmand fra begyndelsen af 1900-tallet).

Psykiatri som speciale

I 1875 oprettedes 6. afdeling for sindssygdomme på Københavns Kommunehospital – fra begyndelsen en berømt eller berygtet adresse. Den blev en undervisningsafdeling under Københavns Universitet. Afdelingens overlæge fik stilling som professor. Den første var Knud Pontoppidan (udnævnt i 1887). Psykiatri var ved at være officielt anerkendt som lægevidenskabeligt speciale.

Det første antipsykiatriske oprør i 1895

Tidligere nævnte 6. afdeling blev i 1895 rammen om det første antipsykiatriske oprør mod den etablerede anstaltspsykiatri. Fejden, som ikke helt kunne sige sig fri for at være personlig, blev et opgør mellem to højt begavede og højt uddannede personligheder: forfatterinden Amalie Skram og overlæge Knud Pontoppidan (bror til forfatteren Henrik Pontoppidan). De to havde hver deres udlægning af sagen og skrev således hver sin beretning. Amalie Skram: „Professor Hieronimus“ og Knud Pontoppidan: „6. afdelings Jammersminde“.

Fejden viste samtidig sammenstødet mellem to nye magtfaktorer i samfundet med behov for at markere sig. Amalie Skram stod som eksponent for den sociale protest (hun var Brandestilhænger) og kvindernes frigørelse. Modparten var den nu fuldt udbyggede anstaltspsykiatri, hvilende på overlægens store videnskabelige autoritet, der afgjorde, om og hvornår patienten var utilregnelig og tillige bestemte behovet for et ordnet – om end strikst – reglement.

Datidens presse fik nys om sagen på baggrund af nogle bedsteborgeres mindre frivillige indlæggelser. Knud Pontoppidan – ellers en stor reformator i dansk psykiatri (se senere) – endte med at trække sig. Han så Skrams kritik som et angreb på hele psykiatrien, hvis fornemste opgave jo netop var at tjene patienterne.

Det helbredende sengeleje

Knud Pontoppidan blev i 1898 overlæge for sindssygeanstalten ved Århus. I sin korte tid på stedet iværksatte han flere reformer. Anvendelsen af de lukkede isolationsceller blev afskaffet. Dem havde han tidligere afskaffet på 6. afdeling i København. Dørene blev åbnet. Også fra afdelingerne ud til parken. I stedet for cellerne trådte sengelejet som helbredende foranstaltning. På store overvågede stuer blev patienterne ved indlæggelsen lagt i seng, og de skulle blive der længe. Blev patienterne urolige, kunne de fastspændes med et bælte til sengen.

Kvindelige sygeplejersker – fra ca. år 1900

Pontoppidan indførte uddannede kvindelige sygeplejersker på de urolige mandsafdelinger. Først på 6. afdeling på Københavns Kommune-hospital og sidenhen på Jydske Asyl – en varig reform, der bragte mere ro og civil opførsel på disse afdelinger. De første sygeplejersker var gerne kvinder af de højere dannede klasser.