Den biologiske sygdomsopfattelse.
ICD-10
Den 1. januar 1994 indførtes det nye internationale diagnosesystem, ICD-10 i Danmark.
Dette nye system repræsenterer et brud med tid-ligere tiders psykiatriske sygdomsopfattelse. En psykisk lidelse bliver nu udelukkende defineret ved sin fremtræden – ved symptomerne – og ikke ved de mulige bagvedliggende sammenhænge og årsager. Derved bliver det lettere at stille diagnoser, idet overlappende tilfælde begrænses.
De diagnostiske hovedgrupper i psykiatrien, i henhold til ICD-10, er:
F0 Organiske psykiske lidelser, dvs. lidelser eller tilstande, der skyldes beskadigelse eller sygdom, der påvirker hjernens funktion
F1 Misbrugsbetingede psykiske lidelser og tilstande
F2 Skizofreni, skizotypisk sindslidelse, paranoide sindslidelser, akutte og forbigående psykotiske tilstande samt skizo-affektive sindslidelser
F3 Affektive sindslidelser (mani - depression)
F4 Nervøse og stressrelaterede lidelser eller tilstande (herunder angst)
F5 Adfærdsændringer forbundet med fysiologiske forstyrrelser og fysiske faktorer (spise- og søvnforstyrrelser, seksualforstyrrelser)
F6 Forstyrrelser og forandringer af personlighedsstruktur og adfærd
F7 Mental retardering
F8 Psykiske udviklingsforstyrrelser (herunder autisme)
F9 Adfærds- og følelsesmæssige forstyrrelser opstået i barndom eller opvækst
Fra „Psykofarmaka“ af Jes Gerlach og Per Vestergaard, PsykiatriFonden 1998.
Bogstavet for psykiatriske diagnoser er F, og det første ciffer (1, 2.. etc.) angiver hovedgruppens nummer.
Psykologiske og teoretiserende betegnelser er gledet ud, så man ikke længere bruger udtrykkene „psykose“, „neurose“, „psykogen“, „endogen“ eller „psykosomatisk“ (dog bruges tillægsordet „psykotisk“ stadigvæk).
Symptomer, der kendetegner en lidelse, kan også forekomme ved andre lidelser. Udover ved angsttilstande (under F4) forekommer angst ligeledes ved organiske lidelser, skizofreni og depression.
Årsag og helbredelse
Psykologien har haft en tendens til, som en reaktion mod psykofarmaka, at ville forklare årsagerne til en sindssygdom ved forholdene i barndomshjemmet (spændt forhold mellem forældrene, dobbelttydig kommunikation, omsorgssvigt, etc.). Har barnet en arvelig disposition – tidligere kaldet „en skrøbelig konstitution“ – kan disse belastende forhold udløse sindssygdommen og dens psykoser ved fejlfunktion i hjernen.
Der har været en tendens til, at en sådan psykologisk årsagsforklaring også betinger en helbredelse ved psykoterapeutiske metoder. Dette eksempel er hentet fra Karin Barré: „Billeder af psykiatrien – en tværfaglig debat- og lærebog“ fra 1989:
„Det krænkede og mishandlede barn er som voksent tvunget til at reproducere sine lidelser. Men de kan også genfortælle deres historie ved hjælp af sygdom. Det eneste sprog, den eneste mulighed, det menneske har tilbage for at fortælle om sine lidelser, sin smerte og hvad, der er begået mod det.“
Her vil der så kræves en stor indfølingsevne fra terapeutens side. I dag er man dog forsigtig med, ved psykodynamisk terapi, at konfrontere en psykotisk patient med forgangne traumer, der kan uddybe psykosen.
(Se i øvrigt planche 15 vedrørende arv og miljø).
Hjernescanning på Neurologisk Klinik,
1996 (Weilmünster Sygehus).
Fokus på hjernen
Efter flere år, hvor de psykologiske, sociale og miljømæssige faktorer har været vægtet, centrerer man sig nu atter omkring hjernen som det konstaterbare sæde for sindsygdommes udvikling og behandling. Den biologiske årsagsforklaring skal – i modereret form – forstås sådan, at man kan arve en disposition for sindssygdom (altså en fejlfunktion i hjernen), men at det kan være miljømæssige faktorer, der betinger, om sindssygdom opstår, og hvor hårdt den i givet fald rammer.
En nyere undersøgelse foretaget af den finske tvillingeforsker Tienari viser, at psykologiske forhold i et skizofrenifrit adoptivhjem kan være afgørende for, om et adoptivbarn født af en skizofren moder udvikler skizofreni i et sådant hjem.
Hjernen er et særdeles kompliceret organ, der består af et netværk af nervetråde. Disse nervetråde kommunikerer med hinanden via de såkaldte synaptiske spalter. Det er i disse spalter, at psykofarmaka, som biologiske midler mod sindssygdom, udfolder deres virkning, griber ind i hjernens processer og dermed påvirker symptomer og adfærd.
På det seneste er man nået frem til, at fund af særlige gener i arvemassen muligvis kan forklare fejlfunktioner i hjernen, der kan føre til sindssygdom.
Uagtet forskningens store fremskridt i dette århundrede er den lidt nedslående kendsgerning imidlertid, at de grundlæggende årsager til sindssygdom stadig er uopklarede.
Kombineret behandling
I dag er de fleste behandlere enige om, at psykiatriske patienter skal tilbydes en kombineret behandling med både psykoterapeutiske og biologiske tilbud.
„Dette gøres bl.a. ud fra den erfaring, at selvom psykofarmaka har en markant effekt på psykiske lidelser, har den ingen eller ringe effekt på den grundlæggende personlighed, som derimod kan styrkes gennem psykoterapi og social funktions-træning. …behandlingen (den medicinske) fjerner ikke årsagen, som f.eks. penicillinbehandlingen fjerner en betændelse“.
Fra „Psykofarmaka“ af Jes Gerlach og Per Vestergaard, Psykiatri Fonden 1998.
I dag ved man f.eks., at skizofrene, der tidligere udelukkende blev behandlet med psykofarmaka, også kan have gavn af kognetiv terapi.
Biologisk behandling
Op gennem 1970'erne og 1980'erne var der kritik af den biologiske behandling fra bl.a. Galebevægelsen. Man mente, at der blev medicineret for meget – at der blev taget for få hensyn til sindssygdommes psykologiske og samfundsmæssige faktorer. Medicinalindustrien udøvede – formuleret i datidens antipsykiatriske jargon:
„…en omfattende propaganda over for læger og psykiatere“, og stod for „…den kemiske udvikling af stofferne… …afprøvning på forsøgsdyr, medens psykiaterne har afprøvet dem på patienterne på sindssygehospitalerne…“
Fra „Galskab, psykiatri, galebevægelse“ af Anders Kelstrup, galebevægelsen 1983.
Denne kritik er op gennem 1990´erne stort set forsvundet.
Hyppigheden af psykiske lidelser
I løbet af et år skønnes 30 % af Danmarks voksne befolkning at være hæmmet af psykiske symptomer. Af den voksne befolkning menes 10 % at have brug for professionel hjælp. Det svarer til 400.000 mennesker.
30.- 40.000 behandles af praktiserende psykiatere, 63.000 på psykiatriske sygehuse, i psykiatriske ambulatorier og distriktspsykiatrien. Tilbage er en meget stor gruppe som ikke får den professionelle hjælp, de kunne have gavn af.
Depression er den mest udbredte psykiske lidelse. 200.000 voksne menes at lide af depression. Angst er også udbredt - ca. 50.000 voksne plages af angstanfald. 40.000 har psykoser, og 30.000 lider af en maniodepressiv lidelse. 18.000 lider af skizofreni. Halvdelen af alle med depressioner får aldrig den behandling, der kunne hjælpe dem.
5-7 % af alle over 65 år lider af demens - og antallet stiger kraftigt med alderen.
Ovenstående tal stammer fra et interview med overlæge Povl Munk-Jørgensen, Institut for Psykiatrisk Demografi, bragt i Samvirke november 1998 under titlen „Den fortiede smerte“.
