1. klasse: |
9 % = 265 patienter |
2. klasse: |
13 % = 384 patienter |
3. klasse: |
78 % = 2.299 patienter |
Udover at være klasse- og kønsopdelt var patienterne tillige opdelt efter deres sygdoms voldsomhed. Der var herudover en speciel afdeling for ustyrlige af alle klasser.
Selmer var ellers af den opfattelse, at de dannede højere klasser var mere forfinede og defor mere sårbare, men han måtte erkende at de hårde livsvilkår blandt de laveste klasser (husmænd, tyende o.s.v.) til dels medvirkede til udbrud af sindssyge især hos kvinderne, der fyldte godt i patientstatistikken.
Fysiske behandlingsmetoder og tvangsmidler 1852-1877
En museumsmedarbejder
demonstrerer en spændetrøje.
Fra begyndelsen var der ringe mulighed for medicinsk behandling. Der anvendtes mest beroligende pulvere og celleindlæggelse til de voldsomme. Helbredte var de, som nogenlunde kunne genoptage tidligere livsførelse og kontakter samt eventuelt arbejde. I hospitalets første år udgjorde antallet af genindlæggelser kun 15-17 %.
Af fysiske behandlingsmetoder anvendtes prolongerende (forlængede) bade og opium. Fra 1857 også stryknin og sengeleje. Af tvangsmidler anvendtes håndlåsen, tvangsstolen, spændesengen, tvangstrøjen, bælter, handsker eller fod-remme. Så vidt muligt i yderst begrænset omfang.
I 1870´erne var der forsøg på helt at afskaffe brugen af tvangsmidler.
Resultater af behandlingen
I sin statistisk grundige oversigt over sit hospital i 1879 havde Selmer også tal på resultaterne af behandlingen. I forhold til samtlige indlagte i perioden 1852-77 udgjorde helbredte og bedrede følgende andele:
|
mænd
(1476)
|
kvinder
(1472)
|
begge kjøn
(2948)
|
|
helbredte |
29,33 % |
31,52 % |
30,43 % |
|
bedrede |
14,84 % |
18,34 % |
16,59 % |
|
I alt |
44,17 % |
49,86 % |
47,02 % |
H. Selmer: „Sindssygeanstalten ved Aarhus 1852-77“, 1879.
I følge Harald Selmer blev patienten ikke helbredt, som om han ikke havde været ramt af sindssygdom. Risiko for tilbagefald var altid tilstede. Og selv om patienten ikke fik tilbagefald, var denne for altid mærket af sygdommen.
Celleisolation
Cellerum fra begyndelsen
af
1900-tallet.
Psykiateren Hjalmer Helweg om celleisolation :
„Ensomheden virkede i Længden som et Irritament. Uro og Hallucinationer forstærkedes, Patienten lagde sig Uvaner til, blev umanerlig og svinsk, og der fremkom det uhyggelige Behandlingsprodukt, der er bleven betegnet med navnet Cellepatienter. Patienter, hvis fuldkommen udiciplinerede og næsten dyriske Væsen frembød et lige saa sørgeligt som modbydeligt Syn… og som den Dag i Dag ikke er et ualmindeligt Behandlingsresultat paa vore smaa amtskommunale Anstalter“.
Overbelægning
I hospitalets første 20 leveår var belægningen støt stigende. Kort efter åbningen af anstalten var gennemsnitsbelægningen pr. dag ca. 60 patienter. I 1868 havde belægningen rundet de 400 patienter pr. dag – en stigning på over 700 %. I 1882 påvistes det, at Jydske Asyl kun havde kunnet optage ca. 2/3 af de patienter, der søgte om optagelse.
Ved hospitalets 100 års jubilæum i 1952 – lige inden psykofarmakaens gennembrud – kunne professor Erik Strömgren konstatere, at hospitalet, der var bygget til i alt 468 patienter, nu rummede 810 patienter (det normerede antal sengepladser var 730!).
De følgende års psykiatripolitik medførte en kraftig nedskæring i antallet af sengepladser på de store hospitaler.
