Befrielsen af Paris’ sindssyge
Pinel ser til, mens Paris’ sindssyge
befries fra deres lænker (1790'erne).
Bemærk kvindens „modtagende“stilling.
Hun behøver blot at løfte armen opad
for at ligne Frihedsgudinden.
Liberale ideer.
Enevælden gik på hæld, og et borgerskab begyndte at opstå. En liberal human indstilling fandt de sindssyges elendige forhold for uacceptable. Samtidig var psykiatrien ved at blive en selvstændig videnskab. Sindssyge skulle nu behandles – eventuelt helbredes.
Frihed og sindssyge
Den store franske revolution 1789 førte til et opgør med det gamle hospitalssystem, hvori fattige og syge hidtil blot havde været stuvet sammen. Efter Menneskerettighedserklæringen blev det anset for uværdigt, at sindssyge sad i lænker, som de havde gjort det på de store anstalter „Salpetriere“ og „Bicétre“.
Anstalter for sindssyge
Lægen Phillip Pinel, ivrig tilhænger af revolutionens idéer, gik ind for, at der skulle oprettes ordnede anstalter, hvor de sindssyge kunne behandles på et videnskabeligt grundlag og i en social-moralsk sammenhæng. Pinel rostes – med rette – for at have „befriet de gale fra deres lænker.“
J.E.D. Esquirol,
fransk psykiater 1772-1840
Esquirol
Esquirol fortsatte den psykiatriske reformbevægelse efter Pinel. Han interesserede sig især for de syges levevilkår. Han var engageret i hospitalsbyggeri og fængselsreformer. Esquirol var bl.a. med til at planlægge oprettelsen af anstalten i Slesvig og slog til lyd for, at kriminelle i visse henseender kunne lide af psykiske sygdomme.
Plan og virkelighed
Der var dog langt fra de store reformplaner til deres gennemførelse. Esquirol indberetter 1818 følgende:
„Jeg så de syge nøgne eller dækket med pjalter uden andet end strå til at værne sig mod kulden og fugtigheden. Jeg så hvorledes de blev elendigt ernæret, manglede vand og alle livets nødvendige ting. Jeg så dem fastlænkede i snævre, fugtige smudsige humre, hvor man ville skamme sig ved at indespærre de vilde dyr… således bliver de sindssyge behandlet næsten overalt i Europa.“
Billedet viser en gal amerikansk
sømand, James Norris, lænket
i sin celle på Bedlam hospitalet.
Tegningen er offentliggjort i
1815 som en illustration til
skandalerne omkring hospitalet.
Her må anføres de barbariske
straffe og „behandlingssystemer“
i datidens retslige og miitære
systemer – for slet ikke at tale om
negerslaveriet. Slavehandelen var
blevet afskaffet i 1807 efter hård
kritik. Norris havde siddet sådan
i 9 år. Jernlænken vejede næsten
15 kilo og var kort. Norris døde
1816 – kort efter sin befrielse.
Den psykiatriske reformbevægelse
Det store „Bedlam“ (egentlig: Bethlehem) hospital i London for alle former for sygdomme stammede fra middelalderen. Fra 1547 var det mest for sindssyge, og det blev hurtigt overfyldt. I Paris blev de store anstalter „Salpetriere“ og „Bicétre“ omdannet til sindssygeanstalter i 1600-1700-tallet.
Disse „elendighedens og den menneskelige ulykkes endestationer“ blev i slutningen af 1700-tallet, under oplysningstiden målet for en psykiatrisk reformbevægelse. De sindssyge skulle udskilles. Såvel fra andre syge eller fattige som fra det almindelige samfund generelt.
Engelsk hospital for helbredelse
Læge William Battie, der var leder af Bedlamhospitalet, foreslog omkring 1750, at man oprettede en institution, der sigtede på helbredelse af sindssyge foruden at være et sted for uddannelse af speciallæger.
Hans afhandling „A Treatise on Madness“ fra 1758 kan betegnes som den første lærebog i psykiatri. Battie fik sit mønsterhospital St. Luke´s Hospital i London i 1751.
