Tidlig chokbehandling uden bedøvelse,
brug af muskelafslappende medicin
eller tilførsel af ilt. I dag bruges
alle tre ting i forbindelse med
elektroshock-behandling.
Chokbehandling
I 1935 indførtes chokbehandling. Der anvendtes både insulin-comabehandlinger og krampebehandlinger. Krampechok blev fremkaldt ved injektion af kamfer eller cardiazol.
I 1938 blev så elektroshock introduceret, efter at italieneren Cerletti havde set svin blive elbedøvet før slagtning. Disse behandlinger blev oprindeligt givet uden bedøvelse ved hjælp af et elektroshockapparat (på udstillingen findes et sådant apparat, der har været anvendt her på hospitalet fra 1940'erne til begyndelsen af 1960'erne).
I dag gives elektroshock – såkaldt elektrostimulation – under fuld bedøvelse, suppleret med muskelafslappende midler. Elektrostimulation anvendes mere i Danmark end i andre lande. Nogle lande anvender den næsten ikke længere.
(Se også planche 18).
„Det hvide snit“ blev også udført under
lokalbedøvelse
via patientens øjenhuler.
Lobotomi - det hvide snit
Lobotomi – det hvide snit blev opfundet af den portugisiske nervelæge Egaz Moniz omkring 1935. Patienten fik boret huller i kraniet, hvorefter nogle af forbindelserne mellem forlappen og den dybere hjerne kappedes ved hjælp af en finere kniv.
Dette psykokirurgiske indgreb slog især igennem i USA, hvorfra det hurtigt kom tilbage til Europa. Det blev anset som svaret på et længe næret ønske om et middel mod meget pinefulde permanente sindslidelser: skizofreni, hallucinationer, svære tvangstanker eller -handlinger og den dybeste depression; men efter fremkomsten af psykofarmaka i 1954, gik indgrebet af brug.
Ved lobotomi (det hvide snit) opereres
gennem huden i begge tindingeregioner,
hvorefter der bores hul i kraniet,
således
at „leucotomet“ (en særlig
operationskniv til at skære i hjernevæv)
kan føres ind i hjernen.
„Det hvide snit“ blev også udført under
lokalbedøvelse
via patientens øjenhuler.
Lobotomi i miskredit
Lobotomiens virkning blev senere draget i tvivl. Blandt andet ved behandling af skizofreni var virkningen tvivlsom. Selv om indgrebet lettede patienterne for ellers resistente pinefulde lidelser, især vedvarende tvangshandlinger, blev mange samtidig afstumpede og apatiske. Man var så at sige brudt ind i forbindelsen mellem intellekt og følelse.
Denne mere grove form for lobotomi stoppede man med at bruge i halvtredserne.
Enkelte steder forsøgte man sig i 1960'erne med en mere forfinet lobotomi – den såkaldte stereotaxi. Ved scanning søgtes de syge steder i hjernen. Der kunne herefter gøres indgreb disse steder ved hjælp af en „gammakniv“ (en radioaktiv stråle). Denne nye metode blev op til halvfjerdserne anvendt i Danmark. I sjældne tilfælde mod selvdestruktive åndssvage. I USA, Canada og Sverige anvendes den stadig mod meget pinefulde tvangshandlinger.
I dag er lobotomi i miskredit som et uopretteligt indgreb i hjerne og personlighed. En del opererede patienter har fået tildelt erstatning
„Survival of the fittest“
De store videnskabelige opdagelsers øgede viden om sindssygedomme gav ikke blot fremskridt.
Under indtryk af Darwins lære om udvælgelse som forudsætning for (artens) overlevelse blev sindssyge og åndssvage – bærere af arvelige sygsomme – fra omkring 1900 sat ind i arvehygiejnisk sammenhæng. Eugenik blev nærmest en videnskab. Det blev „accepteret at diskutere, hvad der var værdigt til liv“, det vil sige til at formere sig.
Massesterilisation blev hermed et gængs middel, der skulle forhindre den frygtede „degeneration“. Heraf fulgte endnu frygteligere konsekvenser.
Brutalisering fører til tab af civilisation
1. Verdenskrig, 1914-18, herunder især skyttegravskrigen midt i det civiliserede Europa, medførte en voldsom brutalisering. Især i Tyskland sultede tusinder af tyske sindssyge og åndssvage ihjel.
De var blot „unyttige spisende væsener“. Alt skulle gå til fronten.
Denne mindesten står ved anstalten i
Weilmünster til minde om de 278 kvinder
og mænd, der blev tvangssteriliseret her
mellem 1934 og 1939 samt de næsten
3000 patienter, der blev ført til anstalten
Hadamar og aflivet. Anstaltens jødiske
patienter blev ført bort for sig og aflivet.
1933 kom Adolf Hitler til magten.
Nazisternes udrydelser
I 1939-41 gik man – på ordre fra Hitler – effektivt og systematisk til værks, og via det såkaldte eutanasiprogram (Gnadentot) blev ca. 75.000 åndssvage og sindssyge „aflivet“ – almindeligvis ved gasning.
Tyske læger udpegede de „unwertvolle“ (værdiløse) til den sikre død. På grund af pres og protest fra blandt andet kirkerne blev dette program dog afbrudt i august 1941; men mordene på sindssyge og åndssvage fortsatte rundt om på anstalterne. Ved systematisk underernæring, overmedicineing og injektioner etc. blev ca. 250.000 patienter berøvet livet frem til tyskernes kapitulation i maj 1945.
Efter 1941 blev det så jødernes tur.
