Indberetning til Danske Kancelli, 1799
„Ved herværende Hospital (Helsingør) er… 6 saakaldte Daarekister eller Bevogtningssteder for Afsindige. Disse… er forfærdigede af Egetømmer og Planker, samt indvendig forede med Brædder. De er hver for sig, omtrent af 4 Qvadrat Alens Størrelse (ca. 1,6 m2) med et lidet aflankt udskaaret Hul, hvorigennem liden Lysning og frisk Luft finder Indgang. Desuden er indvendig anbragt en Seng eller Brix og et lidet Lokum.“
Størrelsen på dårekisterne kunne variere meget. Slagelse Stiftshospitals dårekister målte hver godt 6 m2.
Dårekisterne ved Vor Frue Kirke i Århus
Dårekisterne i Århus lå fra 1500-tallet ved det gamle kloster ved Vor Frue Kirke. De nedlages endeligt i 1862, og de sidste sindssyge blev overflyttet her til Jydske Asyl (nuværende Psykiatrisk Hospital), hvor der fra daværende tidspunkt var optagelse af uhelbredelige sindssyge.
Grusom indespærring
"En boelmand fra Skiveegnen
indespærrer sin sindssyge
svigermoder i en stald.
Den måde hvorpaa de
private Bure og Indplankninger
baade kunne anvendes og
blive anvendte til Mishandling
af de Patienter de indeslutte,
og den skjærende Modsigelse,
hvori de staae til Videnskaben,
synes at indeholde tilstrækkelige
Motiver til aldeles at forbyde og
afskaffe dem.“
Jens Rasmussen Hübertz:
„Om Daarevæsnets
Indretning i Danmark“
Desperation og følgerne deraf
I 1792 indberettede forstanderen, at en „Mandsperson var saa desperat gal, at han havde brækket alle Daarekisterne, ikke en eller to gange, men fem gange“. Han indstillede derfor, at „den Afsindige indsattes i den murede Daarekiste… Muren siges at være 2 Alen (126 cm) tyk og over 200 Aar gammel… At slaa ham fast med Lænker ved Hænderne… synes for haardt og imod Menneskeligheden for den, der er ulykkelig nok desuden.“
Beplankning
Da de bedrebemidlede selv skulle tage sig af de gale, var der i lokalsamfundene en hel del lettere sindssyge, som kunne gå til hånde med for eksempel at fodre høns og lignende. De var kendt af naboerne, og selv om der nok var mange grimme drillerier, følte de dog en vis tryghed.
Fik de et anfald af „raseri“, blev de „beplanket“ i et træbur – bygget ved gårdens udhus eller i en kobås i stalden – og det var ikke rart. Man forsøgte da også gerne mildere metoder heriblandt pleje hos nærmeste slægtninge eller på turnus blandt tyendet
„…og dette levende Væsen var et Menneske“
I 1821 skrev Kammerjunker O.J. Rawert om dårekisterne ved Vor Frue Kirke 1819:
„Ved Frue Kirke er… en Daarekiste, som jeg ikke har set skrækkeligere… Paa et sådant Sted havde nu et levende Væsen tilbragt 22 aar, og dette levende Væsen var et Menneske.“
"Sct Dymphna“ fra kirketavle i
kirke i Gheel i Belgien.
Siden middelalderen har
St. Dymphnas grav og byen
Gheel være kendt som et sted,
hvortil man valfartede med de
gale, og hvor der senere er
blevet anlagt galeanstalt
og psykiatrisk hospital
I løbet af 1830'erne blev Århusdårekisten sat i noget bedre stand: „…den … er sat i ordentlig Stand og Bestaaer af en Deel Celler… der opvarmes 2 og 2 ved en fælles Bilægger.“
Dr. Frederik Bremer: „Medicinal-Personalet og Medicinal-Anstalterne“, 1840.
Kolonien i Geel
Et lyspunkt i psykiatrihistorien er den belgiske by Geel (tidligere: Gheel, ca. 50 km øst for Antwerpen), der, ved sin mangel på dårekister og straffeforanstaltninger, har indskrevet sig i historien som et fristed for sindssyge. Man mener, at der her har været familiepleje siden 600-tallet. Den første nedskrevne beretning er fra 1200-tallet.
Den første familiepleje
Familieplejen af sindssyge er opstået på grundlag af helgeninden Sct. Dymphna, hvis grav i Geel – efter sigende – skulle besidde helbredende kræfter. I Geel har man praktiseret en form for familiepleje, hvor sindslidende fra Belgien og omkringliggende lande har kunnet finde et fristed og indgå i en families hverdag med landbrug og husholdningsarbejde.
I midten af 1800-tallet overgik administrationen af kolonien fra den katolske kirke til den belgiske stat. Kolonien fungerer den dag i dag. Psykiatriske patienter bliver henvist til statsstøttede plejefamilier, hvor nogle patienter bliver i op til 50 år.
