3. Hekseforfølgelser og dårekister  

En sag fra Helsingør år 1571 - Massepsykoser - Dårekister til de ustyrligt gale - Nye lovbestemmelser - Reskript af 29. juli 1709 - Kært barn - mange navne: Sct. Hans

En sag fra Helsingør år 1571 – hvor en sindssyg var årsag til en hekseanklage.

Willum Skriver var tilflytter og havde vanskeligheder med at blive accepteret i byen. Naboerne anklagede ham for at holde „løse folk“ i huset. Da hans niece blev sindssyg, frygtede han anklager for hekseri. W. Skriver ønskede at aflede opmærksomheden fra familien og rejste derfor en trolddomsanklage mod to erhvervsdrivende kvinder, som begge havde et dårligt rygte. Anklagen medførte, at der kom et væld af anklager mod kvinderne fra naboer og konkurrenter, hvorefter begge kvinder blev dømt og brændt.

Massepsykoser

Eksempler på massepsykoser er besættelsen i Thisted i 1696 og i Salem, Massachusetts i 1692. Her var det unge piger, der følte sig besatte, og som udpegede "hekse". Ellers var det sjældent i Danmark-Norge, at det var "besatte" personer, som udpegede hekse. I Norden gik man oftere efter mennesker, som kunne mere end deres fadervor og havde "onde øjne".

Dårekister til de ustyrligt gale

Dårekister var forvaringssteder – primært til farlige sindssyge. Dårekister har formodentlig eksisteret siden middelalderen ved hjælp af private og lokale foranstaltninger. De kom til at fungere som forvaringssteder for rasende og uhelbredeligt gale, indtil helbredelsesanstalterne – de nuværende psykiatriske hospitaler – blev bygget i 1800-tallet. Den ældst omtalte beretning om en dårekiste herhjemme findes i et pantebrev fra Ribe i 1454.

Nye lovbestemmelser

Fra Danske Lov i 1683 til begyndelsen af 1800-tallet kom der i Danmark en række nye lovbestemmelser, der skulle sikre udskillelse af de gale og forvaring af disse adskilt fra forbrydere. Hensigten var primært at værne om samfundets sikkerhed og at tage højde for en sikker opbevaring af de gale. De sindssyge, som var blevet for belastende for det traditionelle forsorgsapparat (familien, det lokale fællesskab og fattigvæsenet), indespærredes i dårekister, mens forsorgen af de ikke farlige gale blev varetaget indenfor det lokale samfunds forsørgelsesrammer.

Reskript af 29 juli 1709
– til stiftsbefalingsmændene og biskopperne:

„Kongen har fornummet, at paa de fleste Steder i Danmark ikke skal findes saa beqvemme (brugelige) Værelser, hvori fattige Folk, som af Vanvittighed og Sindsforstyrrelse blive hjemsøgte, kunde indsættes og vel forvares. Stiftsbefalingsmændene og Biskopperne skal til fattige Lemmers Indsættelse og Forvaring, i det ringeste (mindste) ved alle Hovedhospitalerne i Stiftet, strax lade indrette eet eller to Værelser saaledes, at de deraf ei letteligen skal kunde udbryde, og derhos den Anstalt gjøre, at de af Hospitalerne deres fornødne Underholdning og Tilsyn nyde og bekomme.“

Med denne forordning påtog øvrigheden sig en større forvaringspligt overfor de sindssyge. Men i begyndelsen gik det trægt med at opfylde kravene. Endnu i 1742 måtte enevoldsmagten over for samtlige stiftsøvrigheder i landet indskærpe, at det var nødvendigt at oprette flere dårekister, idet der „…klages fra… Provincerne over… omløbende taabelige og vanvittige Mennesker, med Forespørgsel, hvor disse Folk skulde henbringes og forvares.“ (Reskript af 22/6 1742.)

Kært barn – mange navne: Sct. Jørgensgård, Sct. Hans.

Sct. Jørgensgården i København blev egentlig anvendt til spedalske. Da denne skrækkelige sygdom forsvandt, blev gården blandt andet brugt til forvaring af ustyrlige sindssyge. Det var dog mest patienter med epidemiske sygdomme, som opholdt sig her, hvorfor stedet ved middelalderens slutning hed Pesthuset. I 1632, samtidig med at dette blev flyttet uden for byen, blev der tilbygget 30 dårekister til gale i Pesthuset. Herefter blev det kendt som Sct. Hans – institution for gale, pestofre og invalider. I 1768 flyttede det hele til Københavns Ladegård på sydvestsiden af søerne.

Endelig blev de sindssyge og visse andre, under Københavns bombardement i 1807, evakueret til Bistrupgård ved Roskilde (det nuværende Sct. Hans).