Receptionen på den
psykiatriske skadestue.
Visioner om distriktspsykiatrien
Et citat fra 1978 viser, hvorledes man forventede, at en kommende distriktspsykiatri skulle bryde med anstaltspsykiatrien:
„Psykiske lidelser udspiller sig altid i forhold til andre mennesker. Derfor må behandlingen sætte ind netop i de samspil hvor problemerne viser sig: I familien, i forhold til arbejdspladsen og pårørende.“
Af en læge og en psykolog, Aarhuus Stiftstidende 11. november 1978.
Den første distriktspsykiatriske service blev oprettet på Samsø allerede i 1957 på initiativ af Erik Strömgren. Denne service er bl.a. beskrevet i bogen „The Samsø Project“, Acta Jutlandica LV, 1981, red. Johannes Nielsen, Jørgen Achton Nielsen, Marianne Kastrup og Erik Strömgren.
Der er tre principielt forskellige former for indsats, som distriktspsykiatrien skal varetage:
1) Den første er tilbagefaldsforebyggende eller -mildnende behandling.
2) Den anden er genoptræning og rehabilitering i de stabile faser
3) Den tredje er sikring af den nødvendige økonomiske og praktiske handicapkompenserende støtte.
Socialpsykiatrien
Lokalt skulle distriktspsykiatrien gerne udmøntes i en socialpsykiatrisk indsats med bofællesskaber, beskæftigelses- undervisnings- og fritidstilbud. Efter flere års forsømmelser og besparelser, med systematisk nedlæggelse af sengepladser, blev regeringen i 1991 af Folketinget pålagt at udbygge distrikts- og socialpsykiatrien. I amter og kommu-ner skulle socialsektoren nu tage sig af de sinds-lidende udenfor hospitalerne.
Fra 1993 begyndte antallet af pladser i bofællesskaber, væresteder og aktivitetssteder da også at stige. Det skete dog for langsomt, samtidigt med at der blev nedlagt alt for mange psykiatriske sengepladser og tilført for få økonomiske ressourcer til distriktspsykiatrien, der stadigvæk i 2002 langt fra fungerer optimalt.
Hospitalisering og svingdørspatienter.
Langvarig hospitalsindlæggelse, før introduktion af psykofarmaka i 1954, betød hospitaliserede patienter, der betragtede hospitalet som et hjem for livet. Disse patienter kunne ikke klare sig ude i det pulveriserende samfund. Nu er langvarig hospitalisering meget sjælden. I begyndelsen af 1990'erne, da nedlæggelsen af sengepladser kulminerede, var et hovedformål med den korte indlæggelse at få patienterne til at klare sig selv udenfor hospitalet. Terapien flyttede således accenten over på sociale færdigheder. Nu var det nødvendigt at kunne indviklede madopskrifter for at blive rask!
Men mange patienter blev udskrevet alt for hurtigt, og det sker desværre stadigvæk for ofte. Det fører til svingdørspatienter, hvilket vil sige patienter med relativt korte intervaller mellem indlæggelserne samt et alt for hyppigt antal af disse. En del indlæggelser kunne være undgået, hvis der have været et tilstrækkeligt antal psykiatriske sengepladser og betydeligt mere personale både på de psykiatriske hospitaler og i distriktspsykiatrien.
Psykosens ansigt.
Daglig tristhed og træthed
Et andet utilfredsstillende forhold indenfor distriktspsykiatrien er, at der oftest kun er personalemæssige ressourcer til at tage sig af psykisk syge med svære sindslidelser, hvilket vil sige psykoser. Mennesker med angst, lettere depressioner og de, som har det hårdt med tilværelsens problemer, kan som regel ikke få hjælp i distriktspsykiatrien. De må gå til egen læge eller søge praktiserende psykiater, hvor der er flere måneders ventetid – eller de må selv betale for psykologhjælp.
Det har imidlertid været en betydelig hjælp for mange psykisk syge, at der i 1999 oprettedes en psykiatrisk skadestue ved Psykiatrisk Hospital her i Risskov, og at Gallo ligeledes i 1999 oprettede en kriserådgivning i Århus.
Galebevægelsens plakat fra
„Verdenshistoriens første
galefestival“i
Viborg i 1979.
Galebevægelsen
Galebevægelsen opstod som en aktivistisk bevægelse af og for psykiatriske patienter. En sen følge af 1968-oprøret og det almindelige samfundsopbrud med stormløb mod gamle autoriteter.
De sindssyge – de gale – ville ikke længere stå isoleret overfor lægerne og deres forladen sig på psykofarmaka. „Vi vil handle – ikke blot behandles“ som det hed ved den første galefestival i Viborg i 1979.
Dermed var en ny antipsykiatrisk bølge sat igang, og den knyttede an til forgængerne ved at kalde sit blad „Amalie“, efter Amalie Skram fra 1890'erne. De sindssyge gale (gal=vred) ville stå sammen i fælles aktiviteter (f.eks. tværfaglige seminarer, ja – endog gadedemonstrationer) og række ud efter det øvrige samfund og andre behandlingsformer.
Den „gale“ hjerne
Med den større viden i dag om hjernens funktion, sættes „gal“ i dag mere lig med „forkert“. Det er en fejlfunktion i hjernen, der giver psykoser – en „forkerthed“ i forhold til livet, der er utrolig lidelsesfuld for patienten og dennes pårørende.
Galebevægelsen fik ikke ændret det forkerte og fremmedgørende samfund, men den har bidraget til, at psykisk syge i dag må accepteres på deres egne vilkår. Bevægelsen har udspillet sin rolle i psykiatrien.
